Seks dræbt ved angreb i Bagdad

BAGDAD:Fem irakere, der var på vej ind til Tigris-flodens bred, blev søndag dræbt i Bagdad ved et morterangreb tæt på Sheraton Hotel, som er populært blandt vestlige journalister og forretningsfolk, sagde en højtstående politimand. - Fem blev dræbt, herunder et barn. De var lige færdige med en svømmetur, da to mortergranater slog ned, sagde major Majid Mohammed. Blod farvede den østlige bred af Tigris rød. Granaterne havde lavet et hul i mudderet. Oprørere affyrer næsten dagligt mortergranater mod den amerikansk ledede koalitions afspærrede hovedkvarter, der er kendt som Den Grønne Zone, på den modsatte flodbred over for Sheraton. I et andet angreb søndag blev en amerikansk soldat dræbt ved et raketangreb på en amerikansk ledet koalitions kaserne i Bagdad ved 15-tiden (kl. 13 dansk tid), oplyste militæret i en pressemeddelse. /ritzau/AFP