Seks dræbt ved højresving trods de nye cyklistspejle

Højresvingende lastbiler har ramt 219 personer gennem de sidste seks år - 50 blev dræbt

KØBENHAVN: Højresvingende lastbiler er årsag til en lang række ulykker med personer involveret. Alene gennem de seneste seks år er der sket 219 ulykker med personskader, og af dem er 50 personer blevet dræbt. Over halvdelen af ulykkerne er sket i hovedstadsområdet, viser nye tal fra Havarikommissionen. Tallene er kommet frem efter et møde i Færdselsstyrelsen fredag, og her blev det samtidig lagt fast, at Havarikommissionen for Vejulykker skal analysere årsagerne til de mange ulykker nærmere. Analysen blev besluttet på baggrund af, at antallet af trafikulykker med højresvingende lastbiler fortsatte på trods af, at lastbilerne blev påbudt ved lov at monteret særlige sidespejle per 1. oktober 2004. De særlige cyklistspejle skulle forhindre ulykker mellem cyklister og højresvingende lastbiler, men alligevel er seks cyklister blevet dræbt i ulykker med højresvingende lastbiler, fra spejlene blev påbudt og frem til 17. februar i år. De mange dødsulykker fik tidligere i år trafikminister Flemming Hansen (K) til at gribe ind og sætte fokus på området. Det skete efter massiv efterspørgsel fra blandt andet vognmændenes organisation DTL og Dansk Cyklistforbund. Og DTL's administrerende direktør, Erik Østergaard, opfordrer til, at indsatsen er bred. - Hvis vi skal vende kurven for antallet af trafikdræbte, er det helt afgørende, at der iværksættes initiativer på alle relevante områder. Derfor er det glædeligt, at Havarikommissionen fortsætter med en dybdegående analyse af årsagerne til de tragiske uheld, siger Erik Østergaard i en kommentar. /ritzau/