Seks drenge skal cykle Hobro på landkortet

Hobro Cykelklub har oprettet ungdomsteam, hvor rytterne skal stå i lære som professionelle

Esben Hollerup
Her er de så - de seks ungdomsryttere, der skal cykle Hobro på landkortet. Fra venstre Rasmus Malmkjær, Mathias Kristensen, Anders Elzholz, Heine Børgesen, Mathias Gade Jacobsen og Nocolai Bidstrup Jørgensen. Foto: torben Hansen
Fodbold 1. april 2006 06:00

HOBRO: Disse seks drenge skal cykle Hobro på landkortet og gøre såvel byen som Hobro Cykelklub og ikke mindst dem selv ære og være med til at give et godt grundlag for en karriere. Drengene udgør det nye ungdomsteam, som det er lykkedes klubben med god støtte af tre hovedsponsorer at få oprettet. Formålet er at udklække nye talenter til dansk cykelsport. Og hvem ved. Måske er der blandt de seks drenge en ny "Kylling", der om føje år kan gøre sig gældende i Tour de France. I hvert fald har såvel drengene som klubben ambitioner om, at det ny ungdomsteam skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste ryttere i Danmark. I forvejen har klubber i bl.a. Herning og Horsens samt Køge og Roskilde oprettet ungdomsteam, der er for ryttere i alderen 15-16 år. Hobro Cykelklub har tidligere udklækket talenter på stribe til de store og mere økonomisk velfunderede klubber. I en periode i 80erne havde klubben selv økonomisk mulighed for at holde på de gode ryttere og var i flere sæsoner med til at præge A-klassen. Senere har klubben haft et talentfuldt juniorteam, og rytterne herfra kører nu i andre klubber og hører nu til blandt de bedste seniorryttere. I klubbens ledelse er man helt afklaret med, at talenterne, hvis ellers de fortsat udvikler sig, formentlig bliver headhuntet af andre klubber, der kan tilbyde dem bedre økonomiske forhold. - Vi håber selvfølgelig, at de også som seniorer bliver i klubben. Men vi accepterer, at sådan er vilkårene. Takket være de tre sponsorer (Sparekassen Hobro, KHS Huse og DS Gruppen, red.) kan vi imidlertid tilbyde drengene oplevelser og deltagelse i udfordrende løb såvel herhjemme som i udlandet, og de har sammen med klubbens andre ryttere netop været på træningslejr i Toscana, siger klubbens sekretær Kim Jacobsen, hvis søn Mathias er en af rytterne i teamet. Træner for det ny ungdomsteam er Henrik Kristensen, der selv er vokset op i klubben og har en flot karriere med mange gode resultater som ungdomsrytter og syv år som A-rytter bag sig. En af drengene, Mathias, er hans søn. - Et af de vigtige formål med teamet er at indføre drengene i en tilværelse som professionel, og at de lærer at køre som et team. Altså at de også kører for andre end bare sig selv. Noget de formentlig vil få brug for senere i deres karriere. Vi vil også forlange af dem, at de altid gør en indsats, som de og klubben kan være bekendt, at de ikke giver op, og at de træner ihærdigt, siger Henrik Kristensen, der forventer, at teamet vil komme til at præge løbene. Fire af drengene er af egen avl, mens Henrik Kristensen har "fundet" to ryttere i henholdsvis Viborg og Randers. - Ideen med at cykle i et team lød meget spændende, og da jeg i klubben i Randers ikke havde ret mange jævnaldrende at træne sammen med, tog jeg mod tilbuddet om at komme til Hobro, siger Rasmus Malmkjær, der ligesom Anders Elzholz fra Viborg er andet års ungdomsryttere. Det ny team får premiere på hjemmebane, idet det er med, når Hobro Cykelklub arrangerer sæsonens første løb herhjemme søndag 9. april.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...