Udland

Seks embedsmænd dræbt under angreb i Mali

Lokalt regeringskontor er blevet angrebet, og to civile har også mistet livet.

Seks embedsmænd fra Malis regering samt to civile er blevet slået ihjel under et angreb i byen Kidal i den nordlige del af det afrikanske land. Angrebet var rettet mod guvernørens kontor, oplyser FN.

- Denne barbariske forbrydelse er fuldstændig uacceptabel, og de ansvarlige må stå til regnskab for deres handlinger, siger Albert Koenders, chef for FN's fredsbevarende mission i Mali.

Søndag sagde Malis premierminister, Moussa Mara, at landet er i krig. Den opsigtvækkende erklæring kom efter en episode, hvor Tuareg-separatister i nord angreb og bortførte 30 embedsmænd lørdag.

Kampene brød ud tidligt lørdag, før premierministeren skulle ankomme til sit første besøg i Kidal, siden han tiltrådte posten i april. Målet med besøget var at genoplive strandede fredsforhandlinger med bevæbnede grupper i nord.

Ifølge Malis regering blev otte soldater og 28 oprørere dræbt under kampene lørdag.

Det er uklart, om de seneste drab har forbindelse til weekendens kampe mellem Malis hær og Tuareg-separatisterne, ligesom identiteten på både ofre og gerningsmænd er ukendt.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst