Seks et halvt år for grov vold og nedgravet narko i haven

48-årig mand dømt for brutal vold mod kammerat og for at have store mængder narko gemt i haven

Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

HALS:En 48-årig mand er blevet idømt seks et halvt års fængsel for at have skåret lægmusklen over på en 41-årig mand samt for at have omkring 1,8 kilo narko gravet ned i haven.

Sagen mod den 48-årige udsprang af en voldsom episode i hans hjem i Hals 13. oktober sidste år.

Her opstod der angiveligt en uenighed mellem den dømte og hans 41-årige kammerat, og det udviklede sig så voldsomt, at den 48-årige stak og skar kammeraten i benet flere gange, hvilket blandt andet medførte at offerets lægmuskel blev skåret over.

Hunde fandt narko

Det 41-årige offer kørte efterfølgende selv fra stedet i sin, men blev standset af en patrulje, der fik tilkaldt en ambulance og sendt ham på skadestuen.

I mellemtiden havde flere personer ringet 112, og flere patruljer blev sendt til huset i Hals. Politiet mødte talstærkt op, og havde blandt andet medbragt hunde.

Og det var hundene, der under ransagningen af den 48-åriges hus, snusede hundene sig frem til to steder i haven, hvor der var nedgravet narko, fortæller anklager Jesper Sønderup.

Det ene sted lå der 920 gram amfetamin, mens der det andet sted lå 720 gram kokain. Derudover fandt politiet 13,5 gram hash samt flere tusinde tabletter.

Huskede ikke meget

I Retten i Aalborg erkendte den 48-årige både det brutale overfald på sin kammerat samt at have været i besiddelse af de store mængder narko med henblik på videresalg.

Netop besiddelsen af de store mængder narko med henblik på videresalg, er det der udgør størstedelen af straffen på seks et halvt års fængsel.

Både den dømte og voldsofferet havde dog svært ved at huske, hvad der skete i oktober sidste år, og derfor kom det aldrig frem, hvad der udløste den voldsomme episode - andet end at der var opstået en uenighed mellem de to mænd, fortæller Jesper Sønderup.

Den 48-årige er tidligere straffet for narkosalg. Han valgte at modtage dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.