Seks fra Hjørring til DM i tennis

HJØRRING:Når de danske veteranmesterskaber i tennis begynder i Aalborg på lørdag, stiller Hjørring Tennisklub med seks deltagere. Det er Grethe Andersen, Jens og Lars-Arp Nielsen, Erik Kørp, Bob Sørensen og Frans Nørby. Størst forventninger stilles til Frans Nørby, der efterhånden har vundet adskillige danske mesterskaber. Nu har han nået en alder af 58 år og stiller op i rækken 55-60 år. Ved sidste års udendørs mesterskaber vandt han to titler, og ved de indendørs mesterskaber i København først på året vandt han hele tre titler. I single er han da også førsteseeded, men han får hård kamp af Claus Pedersen fra Aarhus 1900, som to gange i år har slået Frans Nørby. De to stiller også op i herresingle 45+, men her er Frans Nørby seeded 4. Frans Nørby stiller også op i mixeddouble sammen med den tidligere Skagen-pige Birgit Lund, der nu stiller op for Fruens Bøge. Birgit Lund, der engang spillede for Hjørring, har sammen med Frans Nørby vundet flere DM-titler, og de er da også førsteseeded i mixeddouble 40-45+. Grethe Andersen spiller damedouble med Lisbeth Christensen fra Aalborg, mens Jens Arp stiller op i single 50+. I double deltager han med Jorge Luna fra Vedbæk. Bob Sørensen er seeded tre i single 50+, men deltager ikke i double, da han fortsat har problemer med sin skulder, som volder ham problemer efter en operation for nogle måneder siden. Erik Kørp og Lars Arp deltager begge i single 60+, ligesom de danner par i double. I mixeddouble stiller Erik Kørp op sammen med Gerda Damsgaard fra Aalborg. Mesterskaberne, der slutter næste fredag, har deltagelse af 153 spillere. I alt skal der spilles 187 kampe.