Seks gange øv i det nordjyske

Blokhus FC var suveræne, da de ude vandt over oprykkerne fra Lindholm. Arkivfoto: Lars Pauli

Blokhus FC var suveræne, da de ude vandt over oprykkerne fra Lindholm. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Umiddelbart blev der sagt øv i seks nordjyske fodboldklubber, da lodtrækningen til anden landsdækkende runde af pokalturneringen, Ekstra Bladet Cup, afslørede, at AaB's SAS Liga-mandskab blev parret med den nyoprykkede 1. divisionsklub FC Fyn. Men helt nedad vendte mundvigene dog ikke, da det endelige facit stod klart, for der blev flere spændende og attraktive kampe for de nordjyske hold. Lindholm fra Danmarksserien trak således nordjysk, da de fik Blokhus FC fra 2. division, en kamp, LIF-træner Henrik Larsen på forhånd havde karakteriseret som rigtig god at få. Og meget interessant formede det sig også for lavest rangerende, serie to-klubben Aalborg Chang, da de trak Marstal fra Fynsserien. - Det lyder da spændende, siger træner Karsten Møller. - Vores og klubbens ambitioner er at få et Superligahold på Provstejorden. Den drøm kan måske leve lidt endnu, for uden at jeg kender noget til Marstal, så lyder det da som en kamp, vi ikke er helt uden chancer for at gå videre fra. - Jeg synes, det er en attraktiv kamp, når vi nu ikke kunne få et Superligahold i denne omgang. - Vi ved jo godt, at vores tid i pokalturneringen snart løber ud, men vi vil da gøre alt, hvad vi kan, for at komme en runde videre. - Og med et par ugers træning mere i benene, så bliver vores form også bedre, så man ved aldrig ... Chang har slået B52, Gug, Vejgaard og senest de to jyllandsseriehold Løgstør og Taars/Ugilt hidtil i turneringen, og er således fremme ved deres sjette kamp nu. For nostalgikerne, så var det i den allerførste pokalturnering, i 1955, at Aalborg Chang gik hele vejen til finalen, men blev slået 4-0 af AGF. Fremme ved nutiden kan man i Hjørring se frem til at byde et SAS Liga-hold velkommen, idet FCH fra 2. division trak Silkeborg. Hobro IK fra 2. division fik hjemmekamp mod Kolding IF fra 1. division, og så skal Thisted FC fra 1. division ud i et vestjysk opgør, når de tager på besøg hos 2. divisionsklubben Holstebro. Spilledato er som udgangspunkt onsdag 26. august.