Seks kæledyr bliver dumpet hver dag

På blot et år er antallet af kæledyr, der bliver dumpet af deres ejere, steget med over 50 procent

Især katte bliver smidt væk som levende affald af mennesker, der ikke vil have dem mere. Foto: Iris/Scanpix

Især katte bliver smidt væk som levende affald af mennesker, der ikke vil have dem mere. Foto: Iris/Scanpix

HELE LANDET: De fleste vil nok svare nej, men et stigende antal af os, kan svare ja. Og har gjort det i virkeligheden.

På blot et år er antallet af dumpede kæledyr hos Dyrenes Beskyttelse steget med over 50 procent. Således blev 2.365 dyr sidste år smidt ud af deres ejere. Det svarer i gennemsnit til, at mere end seks dyr hver dag bliver dumpet.

- Det er modbydeligt og respektløst. Jeg bliver ved hver sag vred over, at man kan svigte sit dyr og overlade det til en uvis skæbne, men det ryster mig særligt, at tendensen er stigende. Næsten 1.000 flere dyr i forhold til året før - det er ufatteligt. Hver gang vi tager et kat, en kanin eller et kuld killinger op af en kasse eller taske, så skal man huske, at nogen har puttet dem derned og lagt låget på eller lynet tasken. Det er noget svineri, siger Jens Jokumsen, projektleder for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.

Trist hverdag på internater

På Dyrenes Beskyttelses internater bliver statistikkerne over dumpede dyr til skræmmende virkelighed. Det er nemlig her, de forladte og svigtede kæledyr bliver kørt hen.

- Alle dyrene er naturligvis stressede og utrygge, men for nogen er situationen endnu mere alvorlig, fordi de eksempelvis har været efterladt i en kasse uden mad og vand, siger Jens Jokumsen og fortæller, at nogle af de dumpede dyr desværre ikke står til at redde.

- Det er skadeligt at være uden mad og vand, men nogle af dyrene er også meget syge og har været det længe uden at få nogen behandling. Eller de har været lukket ud i naturen, hvor de ikke kan klare sig på egen hånd og er så underernærede, at deres organer har taget skade. I nogle tilfælde er det eneste, vi kan gøre, at hjælpe dyret til at få fred, siger Jens Jokumsen.

Særligt katte bliver smidt ud

Katte bliver dumpet langt hyppigere end andre kæledyr. I 2013 blev 1.217 katte ifølge Dyrenes Beskyttelse dumpet, men sidste år steg det tal med 47 procent til 1.792 dumpede katte. Det svarer i gennemsnit til fire katte dagligt.

- Generelt set vi en stor stigning i kattesager og desværre også blandt de dumpede dyr. Måske det skyldes, at man overbeviser sig selv om, at den sagtens kan leve af at fange mus og desuden får et frit liv. Men sådan er virkeligheden ikke. Tamme katte, der har levet hele sit liv hos ejere, er jo ikke vilde dyr, der er vant til at klare sig selv. Og hvem skal hjælpe katten, hvis den bliver syg? Eller kommer til skade? Og hvis den ikke er neutraliseret, hvem tager sig så af de killinger, den kan få? spørger Jens Jokumsen.

Han oplyser, at hos Dyrenes Beskyttelses internater kan man mod betaling aflevere sine kæledyr, hvis der er plads. Pengene går til dyrets pasning, foder og pleje, indtil de nye ejere er fundet. På den måde sikrer man sig, at dyrene kommer sikkert videre.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.