EMNER

Seks konkurrerer om jobbet

HJØRRING:Af de 73 ansøgere, som kunne tænke sig at blive Informations- og brandmanager i Hjørring Kommune, er der nu udvalgt seks personer, som får lov at uddybe sine kvalifikationer overfor ansættelsesudvalget. En af ansøgerne var til samtale allerede i onsdags, da vedkommende skulle på ferie, mens de øvrige fem må vente til i morgen. Herefter funderer de tre i ansættelsesudvalget lidt over indtrykkene, hvorefter de mødes på onsdag og træffer en afgørelse om, hvem der skal markedsføre Hjørring i de kommende år. - Det var en svær opgave at udvælge de seks. Der var rigtig mange kvalificerede folk, og det var ganske små margener, som gjorde udfaldet - ligesom de seks, der er udvalgt til en samtale, er meget kvalificerede. Det er personligheden hos ansøgerne, der kommer til at afgøre, hvem vi ansætter, siger informationsmedarbejder Bente Schjønning. Ansættelsesudvalget består af borgmester Bent Brown, kommunaldirektør Poul Erik Graversen og Bente Schjønning. Den kommende brandmanager skal fortsætte Hjørring Kommunes projekt om branding af kommunen - i første omgang til udgangen af 2005.