EMNER

Seks måneders uvished

- Jeg håber og beder til hver eneste dag, at min dreng bliver fundet i live. Ordene kom fra 17-årige Lau Strøm Jensen mor, Else Strøm, da hun i august stod offentligt frem i NORDJYSKE.

Allerede dengang var der gået to måneder, uden at familien havde hørt livstegn fra Lau. Og moderen rettede en appel til alle, der kunne hjælpe i sagen. 9. juni om morgenen forsvandt den 17-årige gymnasieelev fra sit hjem på Hvorupvej 21 i Nørresundby. Og flere meget omfattende eftersøgninger og talrige løbesedler med Laus billede sat op overalt i Danmark førte ingen vegne. Familiens venner, naboer og Laus kammerater fra Lindholms ynglingehold har brugt i tusindvis af timer på at søge efter Lau sammen med store styrker fra politiet, Falck og Forsvaret. Op mod 300 frivillige deltog en overgang i arbejdet. Men alle forsøg på at finde Lau endte forgæves. Hvorfor forsvandt Lau? Selvom et lig, politiet mener kan være Laus, i går blev fundet på et øvelsesterræn i Nørresundby, er det fortsat et stort mysterium, hvad der er stødt til Lau på vejen fra Hvorupvej til Nørresundby Gymnasium. Øvelsesterrænet ligger meget tæt på den unge mands hjem. Og 9. juni var Lau StrømJensen på vej til netop Nørresundby Gymnasium for at gennemføre en årsprøve i biologi. Han mødte aldrig op. I hjemmet fandt familien en åben dør og et tændt fjernsyn.Også mobiltelefon, kreditkort og bøger til eksamen havde Lau efterladt sig. Siden 9. juni har der været flere teorier fremme om, hvad der er sket. Eksamensangst og tabet af sin far i 2003 har været nævnt som en mulig grund til, at Lau Strøm Jensen frivilligt skulle vælge at forsvinde. Flere vidner fortalte da også, at de havde set Lau stige på et tog ved Lindholm Station. Det er en oplysning, som politiet senere har fået afkræftet. Håbet levede I interviewet med NORDJYSKE i august kom Lau Strøm Jensens mor med et forsigtigt bud på, hvad der kunne være sket. - Jeg tror på, at han befinder sig i et andet land, sagde Else Strøm dengang. Retsmedicinere vil på mandag forsøge at fastslå identiteten på det lig, der blev fundet i går. Også dødsårsagen skal undersøges nærmere. Politiet mener ikke umiddelbart, at den fundne har været udsat for en forbrydelse.