Udland

Seks Nato-ansatte dræbt i Afghanistan

Lørdag blev årets hidtil drabeligste dag for de internationale styrker i Afghanistan.

Seks Nato-ansatte dræbt i Afghanistan

I alt seks Nato-ansatte er lørdag blevet dræbt i to forskellige angreb i Afghanistan.

De seks omkomne markerer den hidtil blodigste dag for de internationale styrker i år.

I Zabul-provinsen i det sydlige Afghanistan ramte en bilbombe en Nato-convoy, hvor tre amerikanske soldater og to civile amerikanere blev dræbt ifølge en meddelelse fra Isaf.

Samtidig blev en amerikansk Nato-ansat dræbt i et såkaldt insider-angreb i det østlige Afghanistan, oplyser officielle amerikanske kilder uden at give yderligere informationer.

Flere afghanere og amerikanere meldes desuden såret som følge af bilbomben.

Taliban-oprørere har taget ansvaret for angrebene, som fandt sted samme dag som den amerikanske general Martin Dempsey landede i Afghanistan på et uannonceret besøg for at diskutere exitstrategien for de amerikanske styrker.

Sidst antallet af dræbte fra den internationale koalition var på samme højde på en enkelt dag, var juli sidste år, hvor syv blev dræbt.

30 personer fra den internationale koalition er indtil videre blevet dræbt i løbet af 2013.

De internationale kampstyrker skal efter planen være ude af Afghanistan inden udgangen af 2014, hvorefter ansvaret for landets sikkerhed overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker.

Krigen i Afghanistan blev indledt i 2001 som reaktion på terrorangrebet i USA den 11. september samme år.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.