Seks nye virksomheder er etableret i kommunen

6,8 EU-millioner til Brønderslev

Turisme 20. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: I de forløbne 12 måneder er der etableret seks nye virksomheder i Brønderslev. Det konkluderer erhvervschef Bente Albeck-Madsen i den årsrapport, der netop er kommet for Brønderslev Erhvervs Udvikling - BEU. De seks nye virksomheder er Visanti A/S, KB Industriservice, ChipsAway, Senior Shoppen Danmark, Brønderslev Vinhandel samt Larsen Consulting.Der er sket udvidelser og tilbygninger på ca. 8000 kvadratmeter. Heri er også medregnet virksomheder, der er flyttet til andre og større lokaler. Ifølge Bente Albeck-Madsen har der i perioden fra maj 2001 til maj 2002 været 61 virksomhedsbesøg. - Der er opnået 6,8 millioner kr. i EU-tilskud til virksomheder i Brønderslev Kommune. Der er ydet basisrådgivning til 24 iværksættere og igangsætning af ni nye virksomheder. - Vi har også brugt en del kræfter på markedsføring omkring motorvejen, hvor der er et totalbudget på 328.000 kr. Der er igangsat projekterne Metal Supply, Eksportprogrammet, IKON (IT-projekt) og TIC Benchmarking i 24 virksomheder i kommunen. Der er solgt en patentløsning til Staring Maskinfabrik, hvilket giver store muligheder for virksomhedens vækst. Det er staldanlæg til gyllebehandling, der fremstilles. Ifølge rapporten har A/S Brønderslev Industrihus set på flere muligheder for industribyggeri, og i øjeblikket ses der på to muligheder, hvoraf den ene er skræddersyet til mindre virksomheder. Brønderslev Erhvervs Udvikling har brugt en del kræfter på markedsføring af Brønderslev som en god bopælskommune. - Dertil kommer forårsmessen 2002 i Aalborg, der blev gennemført i et samarbejde mellem Brønderslev Kommune, handelsstandsforeningen, ejendomsmæglerne samt Brønderslev Erhvervs- og Turist Center - BETC. Dertil kommer en lokal forårsmesse i Brønderslev sammen med Brønderslev Kommune. Der er brugt 45.000 kr. til markedsføring gennem Toppen af Danmark for at få turister til området. Det er blandt andet sket med brochuret "Ferie i lysets land - 2002". Der er brugt 100 timer på iværksættere. Det er i gennemsnit fire timer pr. iværksætter. Der er rettet henvendelse til underleverandører for et tilsvarende antal timer. Turistbureauet har stået for den lokale markedsføring for at få turister til Brønderslev. I sommermåneden går der ture til de nære sommerhusområder med brochurer og salgstilbud fra Brønderslev. Der er udarbejdet lokalbrochurer om overnatninger, spisesteder med mere, som netop nu erstattes af en lokal turistguide. Bureauet blev besøgt af 13.913 borgere og turister fra maj 2001 til maj 2002.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...