Seks sange i Skagen

Avisens udsendte debuterede som gadesanger

Det vrimler med dem i de store byer. I Københavns gågader og ved undergrundsbanerne i Paris og London. Men ind imellem kan man også støde på dem i Nordjylland: Det er gademusikanterne, vi taler om. Bevæbnet med instrumenter, en hat og større eller mindre talenter er de på vej ud i solen og sommeren. Og en gademusikant kan være mange ting. Lige fra den ikke helt ædru vagabond på jødeharpe til den professionelle musiker eller musikstuderende, der synes, at hun lige så godt kan rykke ud i solen og glæde nogle mennesker med lidt musik på strøget, når hun nu alligevel skal øve sig. For eksempel vakte det meget opmærksomhed, da den kendte violinvirtuos, Kim Sjøgren, for nogle år siden stillede sig op som gademusikant i Københavns indre by. Nå, nu er jeg jo ikke en virtuos som Kim Sjøgren, men det skal da ikke forhindre mig i at tage guitaren på nakken og forsøge lykken på gaden i fire byer i Nordjylland, hvor jeg vil stille mig op og spille og synge nogle sange en times tid hvert sted. Jeg vil finde ud af, hvor meget jeg kan tjene de forskellige steder. Hvem giver en skærv? Hvor meget giver de? Og hvordan mon de forbipasserende ser på mig, når de går forbi? Opfatter de mig som en håbløs tigger, eller som én der giver lidt stemning til gaden? Dagen inden Skagen Festival begynder, tager jeg til Skagen som det første sted. Men hov, hvordan er det nu med politiet? Der er vist noget med, at man ikke bare sådan må stille sig op og forstyrre roen i gadebilledet. Inden jeg drager mod nord, ringer jeg til politistationen i Skagen, der - som enhver nordjyde efterhånden ved - ikke kan prale af at være overbemandet. Da jeg spørger, om de vil komme og jage mig væk, hvis jeg stiller mig op og spiller en times tid, får jeg da også et svar præget af umiskendelig vendelbo-lune: - Det kan vi ikke love. Politimanden i Skagen tilføjer dog, at hvis de modtager en konkret klage, vil de selvfølgelig komme og - om ikke vise mig vejen ud af byen - så i hvert fald pålægge mig at stoppe spilleriet. Guitar og køkkenstol Vel ankommet til Skagen - bevæbnet med en guitar, en køkkenstol og en kasket til at samle mønterne i - leder jeg håbefuldt efter et godt sted at spille. Jeg vælger passagen mellem SuperBrugsen og Jyske Bank. Her kommer der mange mennesker forbi, og lyden kan trænge ud til det tilstødende torv. Jeg smider 30 kroner i små mønter i kasketten foran mig, så folk ikke kan misforstå, hvad den er beregnet til. Det er første gang nogensinde, jeg stiller mig op som gademusikant. Så mens jeg stemmer guitaren, har jeg to minutter, hvor jeg mest har lyst til at lade guitar være guitar og skynde mig at køre hjem til Aalborg igen. Nå, se nu at komme i gang. Jeg kaster mig ud i mit repetoire på seks sange, der udelukkende er valgt ud fra følgende begrundelse: Jeg kan dem (nogenlunde!) udenad. Sangene når jeg at spille tre-fire gange, inden der er gået en time. Starter med Otis Reddings "Sittin' on the dock of the bay." Prøver at få øjenkontakt med de forbipasserende. Yes! En fyr stikker hånden ned i sin bukselomme - men øv, det er ikke mønter, men nøglen til sin cykel han fisker frem. En pige stiller sin cykel og sender mig et smil, inden hun går ind i SuperBrugsen. Jeg smiler håbefuldt igen, men der falder ingen mønter af. Jo, minsandten. Da hun kommer ud fra forretningen igen, smider hun en håndfuld mønter i kasketten. I mellemtiden har flere børn været henne og smide mønter, de har fået stukket i hånden af forældrene. Også et par ældre kvinder, der kommer trækkende med deres cykler gennem passagen, lader slanterne falde. Jeg bukker og takker og kaster mig ud i "The Joker" af Steve Miller Band. Ingen mennesker standser op for at lytte, men jeg lægger dog mærke til, at et par familiefædre cirkulerer lidt frem og tilbage ude på torvet. De har hestehale. Det er garanteret musikere, der lige skal tjekke ud, om ham starutten kan noget. Nå, de smider ingen mønter, så de har nok ikke været særligt imponerede. Vikingefløjten Pludselig kommer en venlig, ældre herre med alpehue hen til mig og hiver en lille, flad fløjte frem med fem huller til at puste i. - Kan du finde en akkord, der passer til denne her, spørger han og begynder at spille en gammel folkevise, som jeg har hørt hundrede gange før, men ikke lige kan huske navnet på. Jeg prøver at følge med, så godt jeg kan. Der er en enkelt akkord, der driller, men vi kommer da nogenlunde igennem. Vi griner og takker hinanden for samspillet. Inden han går videre, forklarer den ældre herre, at han har købt sin specielle fem-tone-skala-fløjte i York, og den er en kopi af en fløjte, man brugte i vikingetiden. Da der er gået en time, tæller jeg op, hvor meget der er kommet i kasketten foran mine fødder. Der ligger 95,25 kroner, udover de 30 kroner jeg selv havde puttet i på forhånd. Ikke helt dårligt tænker jeg ved mig selv. Hvis man har tålmodigheden til at spille i et par dage i Skagen, kan man altså godt tjene til lidt ferielommepenge - eller et nyt tv. Vel at mærke, hvis skattefar ikke synger med på sangen! I håbet om at skattemyndighederne ser gennem fingre med min "lille sorte sang" har jeg besluttet mig for at indbetale de skillinger, jeg ender med at tjene i de fire byer, til Musikkens Hus. Godt tilfreds med det økonomiske resultat og min debut som gadesanger vender jeg næsen mod den næste by, Hjørring. Men træerne vokser tilsyneladende ikke ind i himlen ... Fortsættes i morgen