Lokalpolitik

Seks talere på Dannerhøj

Årets grundlovsmøde fredag på Venstres traditionsrige festplads på Dannerhøj bliver et tilløbsstykke

Der bliver ikke færre end seks talere ved årets grundlovsmøde fredag 5. juni på Venstres traditionsrige festplads på Dannerhøj mellem Flauenskjold og Hjallerup, lige nord for motorvejstilkørsel 15 "Jyske Ås". Her har Venstre holdt sommermøde hvert år siden 1903. Mødets arrangører, Venstres kommuneforeninger i Brønderslev og Frederikshavn, har lagt et omfattende program, der starter klokken 11.30, når festpladsen åbnes, og slutter ved 16-tiden. Mødets talere bliver Nordjyllands Venstre-kandidat til valget til Europaparlamentet den 7. juni, Hans Jørgen Dalum, Brønderslev-kredsens folketingsmedlem, Tina Nedergaard, Frederikshavns-kredsens folketingskandidat Anders Broholm, Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i november, folketingsmedlem Birgitte Josefsen, Venstres borgmesterkandidat til byrådsvalget i Frederikshavn Kommune i november, Lars Møller, og endelig Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard. Inden talestrømmen starter, bliver der musikunderholdning og salg af helstegt pattegris, ligesom der er mulighed for at fortære medbragt madkurv. Når talerne er overstået kan der købes kaffe på festpladsen, inden mødet slutter med naturvandring og historie i og om Dannerhøj. Grundlovsmødet byder på både børne- og familieaktiviteter i et 300 kvadratmeter stort telt, der opstilles på festpladsen. Der bliver også hoppeborg, og skydetelt med armbrøst med mere.