EMNER

Seks til skade under brandøvelse i Esbjerg

Aabenraa, torsdag /ritzau/ Seks personer blev torsdag formiddag kørt på sygehuset efter en ulykke under en øvelse på Esbjerg Brandskole, oplyser DR Radio Syd. Ulykken skete, da noget olie blev antændt som led i en røgøvelse i en container. I stedet for at flamme stille op skete der en eksplosionsagtig brand, og seks personer på øvelsen blev forbrændt. - Det tyder på, at de seks har fået andengradsforbrændinger, og nogle måske trediegrads, og de er alle kørt til Centralsygehuset i Esbjerg, siger den vagthavende hos politiet i Esbjerg. Politiet og Arbejdstilsynet gik straks efter i gang med en nærmere undersøgelse på stedet. /ritzau/