Seks tyrkiske soldater er dræbt af en bilbombe

Bilbombe eksploderet i provins i det sydøstlige Tyrkiet. Foruden de seks dræbte meldes syv personer såret.

Ritzau
TURKEY-BOMB Foto: Scanpix/Adem Altan
Udland 9. oktober 2016 11:14 - Opdateret 9. oktober 2016 16:48
En bilbombe i det sydøstlige Tyrkiet har søndag udløst et regulært blodbad.

Ifølge sikkerhedskilder på stedet er seks tyrkiske soldater dræbt.

Syv personer, herunder civile, er blevet såret, siger kilderne videre.

Bilbomben eksploderede nær Durak-politistationen omkring 20 kilometer fra byen Semdinli i Hakkari-provinsen.

Det private nyhedsbureau Dogan skriver, at bilbomben eksploderede, mens soldaterne gennemsøgte køretøjer på vejen foran politistationen.

Hakkari-provinsen ligger nær Tyrkiets grænser til Irak og Iran og er et sted, hvor gruppen Kurdistans Arbejderparti (PKK) er aktiv, skriver nyhedsbureauet Reuters.

PKK kæmper for et kurdisk hjemland i det sydøstlige Tyrkiet.

Siden 1984 har kampene mellem PKK og tyrkiske sikkerhedsstyrker kostet omkring 40.000 mennesker livet.

PKK og Tyrkiet har været i forhandlinger for at bilægge striden, men processen er gået i stå, og en to år lang våbenhvile brød sammen i juli 2015.

Siden da er konflikten taget til og har nået et voldsniveau, der ikke er set siden 1990'erne, da konflikten var på sit højeste, når det gælder vold.

Både Tyrkiet, USA og EU regner PKK for en terrororganisation.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...