Seks uheld på ni år

Utika overvejer nu at udelukke unge hanhunde.

Utika er grundlagt af Marianne Thornberg i 2002, men fra i år har Jan Bo Larsen overtaget ansvaret. Han var selv til stede, men på en anden bane, da Figo tirsdag blev skambidt, og er også stærkt påvirket af begivenheden. - Vi er alle utroligt kede af det. Det er synd for de to hunde, for ejerne og for alle, der var til stede, og for mit eget vedkommende har jeg næsten ikke sovet siden. Det er selvfølgelig ikke meningen, at det skal udvikle sig på den måde, siger Jan Bo Larsen. Uheldet tirsdag var ifølge Jan Bo Larsen det sjette, Utika har haft i de ni år, stedet har eksisteret. - I den periode har vi gennemført tusindvis af hundemøder og kurser, så på den baggrund synes jeg ikke, man kan sige, at det er meget. Men hver gang ville man selvfølgelig ønske, det kunne være undgået, siger Jan Bo Larsen. Han afviser, at standarden skulle være dalet, efter at han har overtaget. De eksamener, der omtales andetsteds her på siderne, afholdes i juni, og selve uddannelsen er gennemført. - Utika er et af de steder, der har den længste udannelse, både som instruktører og adfærdsspecialister. Jeg mener afgjort, at vi er dygtige nok, og jeg har intet at bebrejde de instruktører, der var på banen. Men jeg beklager selvfølgelig situationen dybt, siger Jan Bo Larsen. Han var ikke direkte involveret i de dramatiske begivenheder, men mener, at instruktørerne læste situationen korrekt. - Det, der sker, er, at Figo, som er en meget usikker unghund, ikke følger hundereglerne og udviser det, vi kalder passiv underkastelse. Den anden hund insisterer på, at Figo skal følge reglerne og fastholder ham, og det kan hunde kun gøre med tænderne. Når den angrebne hund forholder sig passivt, fører biddet ikke til skader. I og faktisk kan det være direkte skadeligt at gribe ind. Vi risikerer, at skaderne på hundene bliver mere alvorlige, og vi risikerer, at mennesker bliver bidt, siger Jan Bo Larsen. Hvordan et eventuelt indgreb virker, er ifølge instruktøren altid usikkert. - Nu da vi ved, hvordan den anden hund reagerede, ville vi ønske, at vi havde grebet ind tidligere, men man ved det egentlig aldrig før bagefter. Næste gang reagerer hunden måske anderledes, siger han. Utika overvejer nu, om man helt skal udelukke muligheden for, at der bliver en "næste gang". - Unge hanhunde har op til syv gange så højt et testosteronniveau som voksne hunde. Derfor reagerer de voldsommere, og vi overvejer, om vi fremover udelukkende skal tilbyde enetimer til dem, siger Jan Bo Larsen. Han har undskyldt over for begge hundeejere og tilbudt, at de kan komme og snakke tingene igennem. Det har Helle Brix Sjøgren og Henriette Thomsen afvist.