Seks unge dømt for hærværk

16-17-årige skal betale dagbøder og erstatning til skole

KAAS:Seks unge mænd på 16-17 år skal betale 10 dagbøder á 200 kr. og 21.000 kr. i erstatning til Jetsmark Centralskole, fordi de i marts væltede en mur på skolen. Syv personer var sigtet i sagen, men ved retten i Brønderslev erkendte kun seks af dem, at de havde begået hærværket. Samtidig forklarede de, at den syvende person ikke havde deltaget i ødelæggelserne. Fire af de dømte er fra Kaas, men to er fra Pandrup, og fem af gerningsmændene gik på skolen, da de væltede muren. Ifølge politifuldmægtig ved Hjørring Politi, Jens Severinsen, kunne ingen af gerningsmændene forklare, hvor de deltog i hærværket i marts. De var en del af en større gruppe, der holdt til ved skolen, og da først én af dem var begyndt at pille ved muren, udviklede situationen sig gradvist, og pludselig var der ikke meget tilbage af muren. Bøden blev dog ens for alle, men de slipper ikke med blot at betale 2.000 kr. i dagbøder. De skal også betale 21.000 kr. i erstatning til Jetsmark Centralskole. Kravet lød i første omgang på det dobbelte, nemlig 42.000 kr., men beløbet blev sat ned, fordi der var tale om en mur i forholdsvis dårlig stand. Alt i alt kommer det altså til at koste de seks unge mænd 5.500 kr. hver, at de ikke kunne holde fingrene for sig selv. Ved domsafsigelsen blev det slået fast over for de seks unge, at sagen betyder, at de får plettet deres straffeattest. Det kan få betydning, hvis de for eksempel vil søge et fritidsjob, fordi arbejdsgiveren har ret til at indhente straffeattesten. Gerningsmændene bliver nu sammen med deres forældre indkaldt til et møde på rådhuset. Det skal kommunen gøre, fordi hærværksmændene er under 18 år. Skoleinsepktør Susanne Madsen, Jetsmark Centralskole, er glad for, at sagen nu er afsluttet, og at de unge har erkendt, at de stod bag ugerningen. Eleverne på centralskolen får oplyst, at der er faldet dom, for de skal vide, at det har konsekvenser at lave hærværk, oplyser Susanne Madsen, som tilføjer, at skolen allerede har lavet en aftale med gerningsmændenes forældre om erstatningen.