Seksårig med hjemve

@Brød.9.uncial.Taz:?Vi er en familie på fire, med en datter på otte år og en søn på snart seks år. Som mange andre søskendepar er børnene meget forskellige. En stor forskel er forholdet til det at skulle være borte fra mor og far. Vores datter takler det fint, det være sig på skolen/SFO, på besøg hos veninder/familie, til fødselsdage eller ved overnatning. Da hun begyndte i børnehave, virkede hun tryg fra første dag, og hun har haft babysitter, fra hun var helt lille. Vores søn er hendes diametrale modsætning. Da han begyndte i børnehave, tog det lang tid, før vi kunne gå fra ham, uden at han græd, og de første to år var det svært for ham at forholde sig til vikarer. Det er blevet bedre med årene. Han bryder sig ikke om at gå til fødselsdage, en af os må altid være til stede den første halve time - men så er det ok, at vi går. Han er strålende fornøjet, når vi henter ham. Nu har onkel og tante spurgt, om han vil overnatte hos dem sammen med storesøster. Dette indebærer, at han får mulighed for at være sammen med sin bedste ven (kusinen), men han vil ikke. Han siger, at han kommer til at savne os alt for meget, og han græder bare ved tanken. Vi har tilbudt ham, at vi kan komme og hente ham, hvis han prøver, men det er ikke et alternativ ifølge ham selv. Han tør heller ikke besøge venner, uden at vi er med, og barnepiger er en udfordring, selv om det er onkler/tanter/bedsteforældre (som han har et nært forhold til). Vi voksne er sjældent alene som en konsekvens af dette, og vi går sjældent ud sammen. Sådan kan det godt fortsætte, men samtidig ønsker vi ikke at gøre vores søn en ”bjørnetjeneste” (hvis det er det, vi gør). Skolestarten til efteråret kan blive en stor udfordring da han ikke kender andre, der skal begynde på samme skole. Vi ønsker råd om, hvad der er bedst at gøre for ham, og hvordan vi bedst kan håndtere dette. Vi vil sætte stor pris på tilbagemelding via din klumme, som vi læser hver gang. @Brød.9.uncial.Taz:!Du beskriver en blanding af ”hjemve” og social ængstelighed, som det er vanskeligt for mig at sige noget meget konkret om. Mine bedste kliniske erfaringer har været, at begge former for ængstelighed, tilbageholdenhed, usikkerhed ofte er blevet væsentligt mindre, når jeg eller en anden familieterapeut har haft en-tre samtaler med hele familien. Det er som om selve familiens konstruktive beskæftigelse med barnets vanskeligheder har stor helende betydning, uden at nogen af parterne egentlig har opdaget noget nyt eller har skiftet holdning eller strategi. Ofte bliver vi jo nysgerrige efter ”årsagen” til vore symptomer eller lidelser – selv om det egentlig sjældent hjælper så meget, når vi tror, vi har fundet den. Men her er nogle spørgsmål, I kan stille jer selv: - Har en af forældrene haft noget tilsvarende som barn eller måske bare en oplevelse af socialt ubehag som voksen? Måske bare en oplevelse af manglende kompetence i sociale sammenhænge med mange og/eller fremmede mennesker. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt, at den voksne deler sine oplevelser, tanker, følelser og eventuelle strategier med gutten. - Kan jeres søn have oplevet momenter af såkaldt separationsangst som ganske lille? Minutter, hvor ingen hørte eller kunne reagere på hans gråd? Episoder, hvor far eller mor bare måtte gå fra ham, mens den anden blev tilbage? - Har en af forældrene på et tidligt tidspunkt i hans liv selv været angst og usikker og derfor signaliseret, at de havde brug for ham for at dæmpe oplevelsen af ensomhed? - Har der været en (skjult eller åben) krise i jeres parforhold, som meget let kan gøre små børn angste for, at familien opløses hhv. overbevise dem om, at de må blive hjemme for at passe på de voksne? Som sagt fortæller vore teorier om problemets oprindelse os kun sjældent, hvad vi skal gøre for at få det løst. I jeres søns erfaringsverden findes der en sum af erfaringer, som han og I kan bygge på. Der findes ængsteligheden og uviljen mod adskillelse, men også gode erfaringer med, at det går an at have det fint (alene) sammen med andre. I stedet for at fokusere al energi på barnets problem, er det ofte en bedre ide, at de voksne som en begyndelse tager hånd om deres egne behov og grænser. I jeres tilfælde handler det om et behov for at kunne gå ud alene sammen noget oftere, end I har villet indtil nu. Sig følgende til ham: ”Vi vil gerne hygge os sammen alene, og derfor tager vi i byen i aften. Det betyder, at I skal have barnepige, og jeg ved godt, at du ikke kan lide det, men vi har simpelthen brug for at være alene uden børn af og til.” Lyt til hans protester, men gå alligevel, og fortæl barnepigen, at han gerne må være ked af det og trist. Efter et par gange eller tre bliver det lettere for begge parter. Den finske psykiater Ben Furman har skrevet en fin bog om, hvordan man kan hjælpe børn med at løse det, vi voksne kalder ”problemer”. Han erstatter simpelthen ”behandling” med læreprocesser. Bogen findes på norsk og hedder ”Barn kan” og jeg vil tro, at I kan finde en del inspiration i den. I jeres sted ville jeg nok begynde med et par samtaler med en erfaren familierådgiver – men husk, at alle skal være med. I disse samtaler kan forældrene også snakke om deres tanker omkring skolestarten. Ikke for at udtrykke angst eller usikkerhed men simpelthen som udtryk for empatisk omsorg. Dette vil give jeres søn mulighed for at bruge nogle måneder på at ”ruste sig” til den store overgang. De processer, som denne typer samtaler sætter i gang, er ofte nonverbale og delvist ubevidste, så være forsigtig med at være for målrettet. I mellemtiden kan I handle efter jeres mavefornemmelser, som jo har været fine vejledere indtil nu – dog må begge parter indstille sig på, at forandringen ikke kommer til at ske uden gråd.