Sekundavare?

Engang var anden religiøsitet end den kristne inden for landets grænser så begrænset repræsenteret, at ingen tog anstød af - ja, end ikke ænsede - at folkeskolens undervisning omfattede kristne konfessionelle områder såsom kristendomsundervisning og sågar efter skolernes eget valg Fadervor.

Dengang kunne deraf foranledigede konflikter uden de store armbevægelser ordnes med fritagelser for deltagelse i de pågældende områder. Kristendommen var anset for at være en del af dansk kultur, dansk hverdag - ja, dansk i det hele taget. Og folkeskolen var dette til trods anset for at være for alle. Alt dette ændrede sig, da en lille, næsten usynlig muslimsk tilstedeværelse inden for landets grænser pludselig voksede og blev til en magtfaktor, der grundet velkendte omstændigheder bragtes til at gøre brug af den magt, som denne religion faktisk fordrede anvendt. Det udviklede et angstbetonet pres på kristendommen, som denne stod og stadig står selvafvæbnet overfor. Der var kun én ting at gøre, og det gjorde man. Man smed håndklædet i ringen. Kristendommen er stadig anset for at være fundamentet under dansk kultur, men nu kun på det retoriske plan i taler og festskrifter. Og folkeskolen skal stadig som før være for alle. Men nu handler dette ikke mere om, at alle har ret til at gå der, og at alle har ret til at fravælge den del af folkeskolen, der måtte støde an mod den religion, man bekender sig til. Nu har man opgivende ændret begrebet til det kulturundergravende standpunkt, som udtrykt af Melanie Simick (SF) 11.2., nemlig at skolen overhovedet ikke må indeholde noget, som skiller, Og så er skytset selvfølgelig rettet mod det, der er lettest at få øje på og lettest at ramme: Fadervor. Egentlig burde også selve kristendomsundervisningen udraderes. Men man har altså her prøvet, om man ikke i stedet for kan bilde befolkningen ind, at man faktisk godt kan undervise i kristendommen, som om det er et rent konfessionsløst kundskabsfag, altså uden antydning af forkyndende elementer, hvilket selvfølgelig i sagens natur er aldeles umuligt. Men man spiller et komediespil og lader som om. Måske fordi det alligevel er en kende for ydmygende sådan helt at kaste håndklædet i ringen. Danmark var og er jo stadig i et vist omfang dansk at regne. Og Fadervor er jo lettere at blæse af banen end et helt fag. Og når man nu har vedtaget, at det forkyndelsesgennemsyrede fag bare er uskadelig kundskab ligesom de andre fag, så går det vel an. Og det ser det også ud til at gøre - et stykke tid endnu. Fadervor er i den kamp mod kristendommen, der ikke alene føres af SF under dække af at ville forsvare en noget abstrakt frihed, blevet ren forurening i en tilstræbt tros- og kultursteril skoleatmosfære. Og foreløbig er man da godt på vej til at få kristendommen skubbet til side som en sekundavare, som må vige for den berigelse, som foreløbig lader vente på sig, men som man stadig ser frem til en dag vil indtræde ved mødet med den betydeligt mere kampberedte islamiske religion.