Selv Gigantium kan være for lille...

Håndboldspillere i serie 2 fik sig noget af en overraskelse, da de skulle spille kamp i Gigantium. De kom til at spille i et dunkelt hjørne uden strøm til måltavlen

Gi­gan­ti­um som hånd­bold­hal får in­gen po­kal af ASV 87¿s se­rie 2-hold. ar­kiv­fo­to: JENS MOR­TEN

Gi­gan­ti­um som hånd­bold­hal får in­gen po­kal af ASV 87¿s se­rie 2-hold. ar­kiv­fo­to: JENS MOR­TEN

AALBORG:Trods navnet var Gigantium langt fra stor nok til alle i søndags. Det måtte to herrehåndboldhold fra Als og Aalborg sande, da de tørnede sammen i en til tider komisk kamp i det yderste hjørne af Gigantium. En kamp, der sluttede med tre forskellige resultater. Kludder i udskiftningen ASV 87 skulle møde Aalborg Studenterne i serie 2 og blev henvist til at spille bag en presenning i et hjørne af hallen. - Her var der dårligt lys, og der var ingen strøm til hverken måltavle eller ur, fortæller Hans Lybæk, der er holdleder for ASV 87. Belysningen var så dunkel, at målmændene måtte knibe øjnene lidt ekstra sammen for at se bolden. - Jeg syntes, det var lidt pinligt at skulle spille under sådanne forhold, beretter Hans Lybæk. Helt andre omstændigheder satte også deres præg på kampen. Ved tidtagerbordet var kun et enkelt stopur til rådighed, og da fire mand på et tidspunkt var vist ud, gik der kludder i, hvornår spillerne igen kunne komme på banen. Inddrager forbund Tilfældigvis var en dommerudvikler til stede for at bedømme dommerne. Han noterede sig dog ikke kun dommernes præstation, men også at flere forhold ikke fulgte reglerne. Blandt andet burde tidtagerbord og udskiftningsside have været i samme side. Selv om ansvaret her deles af flere, er det et af de punkter, som dommerudvikleren har rettet henvendelse om til håndboldforbundet. Aalborg Studenternes leder var heller ikke tilfredse med måden det fungerede på. Efter kampen kontaktede de Gigantium, hvor de fik en undskyldning og en forklaring på forholdene. Derfor har de ikke mere at tilføje. Forskellige resultater Gigantium var helt booket op den pågældende dag med musikarrangement, ishockey og andre håndboldkampe. Derfor blev denne kamp spillet på en bane længst væk. Leder i Gigantium, Jørgen Smed, mener dog ikke, at der er noget at udsætte på selve banen, som har helt normale lysforhold. Han medgiver dog, at alt ikke fungerede optimalt i den konkrete kamp. - Vi beklager selvfølgelig meget, at kampuret ikke var stillet frem, og at der så også gik ged i installationen bagefter, siger Jørgen Smed. Særligt viste den manglende måltavle sig at blive et problem. Hjemmeholdets notarius nåede til 27-27, tidtagerbordet og ASV 87 nåede frem til 27-26, mens dommerne noterede et slutresultat på 26-25. Parterne enedes om dommernes resultat. - Normalt er der styr på tingene de steder vi spiller. Pointen er, at det skulle være så fint i Gigantium, så derfor var det en lidt pudsig oplevelse, ræsonnerer Hans Lybæk. Han understreger, at der ingen sure miner er efter kampen, men at holdet blot griner af den komiske oplevelse.