Selv månen skinnede for Thor

Rosport 3. september 2004 06:00
HADSUND: Den kunne godt ligne en guldmedalje, månen, da den onsdag aften steg op ovre over Hadsund Syd, mens Hadsund Roklubs medlemmer og gæster samlede sig uden for klubhuset for at se på fyrværkeri. - Thor, har du set månen?, vendte en af tilskuerne sig om og spurgte. For det var jo den 24-årige OL-guldvinder Thor Kristensen, der var aftenens hovedperson. Han stod med først mors og så også fars arm om livet, og fik sig vel den første stille stund på en aften, hvor han var blevet knuset og krammet, kørt og sejlet, tiljublet og fejret. Hvor han havde ladet store og små røre ved sin guldmedalje, skrevet autografer, fortalt igen og igen - også til både radio og fjernsyn - hvordan det føltes at vinde og at få guldmedaljen overrakt. Hvor han havde grinet og grædt, smilet og snakket som centrum for en virak, som nogen enkel person næppe har været årsag til før i Hadsund. Inden den stille stund havde han lige over NORDJYSKE afvist, at det kunne blive nok. - Nej. Bare mere af den slags, smilede han og håbede, at al opmærksomheden vil betyde et kæmpeboost for hans klub, Hadsund Roklub. Og for ham selv så var modtagelsen og festen prikken over i'et, sagde han og fortalte, at han, akkurat som da han fik sin medalje, var mere end lige ved at græde, da han med "hjuldamperen" Svanen blev sejlet ind til havnen i Hadsund, mens i hvert fald 20 robåde og kajakker sejlede ved siden af, og kajen var fuld af mennesker, der vinkede og jublede. - Alle de ansigter. Jeg har jo set dem før, men aldrig sammen, sagde Thor Kristensen og blev helt ydmyg over for den rolle, som sporten spiller i en tid, hvor man eksempelvis ikke samles om noget religiøst. Og over, at han selv har kunnet være med til at bringe så mange mennesker sammen. - Det betyder, at der er et formål med det, jeg laver, og at det ikke kun er for at holde mig i form, sagde han.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...