EMNER

Selve julens budskab

Det blev jul alligevel takket være Frelsens Hær

HJØRRING:Det er de fleste danskere forundt, at de den kommende fredag aften kan sætte sig vel til rette ved julebordet og senere gå hånd i hånd med familien omkring juletræet. Desværre ser situationen dog ikke sådan ud for flere. Men forleden blev det nu alligevel jul for en gruppe borgere takket være Frelsens Hær i Hjørring. Torsdag aften var der inviteret til årets store julefrokost, som det efterhånden har været en tradition gennem flere år. Og det benyttede i alt 36 julegæster sig af. I lokalerne hos Frelsens Hær i Lollandsgade var der plads til lidt mere næstekærlighed, som jo grangiveligt er selve julens budskab. Duften af julekål, brunede kartofler, steg og frikadeller bredte sig fra det lille køkken til spisesalen, efter at de fire frivillige hjælpere Louise Münster, Hanne van Reeuwijk, Tove Palmblad og Kjeld Vejby havde været i sving i flere dage med iondkøb og kokkerering. Mandelgave var der også, og en julegave naturligvis der i år var et gavekort på 100 kr. pr. person til Føtex. - At vi kan hjælpe skyldes især en overvældende og velvillig hjælp med penge fra borgerne, når vi samler ind. Så i år kan vi udover julefrokosten og julegaverne også give vores julelegat til små 100 personer fra Hjørring og opland, lyder det glade budskab fra major hos Frelsens Hærs Hjørring Korps, Edel Bjarkam. Dette legat er på 500 kr. til en familie med børn og 300 kr. til enlige. Og det var primært sidsnævnte, der var flest af forleden.