Selvforsynende med hekse

Der skal mere end regn og en hullet presenning til at aflyse en bålfest

Naturvidenskab 24. juni 2003 08:00

HADSUND: Om det så regner, hvilket det jo gjorde i går, og er koldt, som det jo også var, så hører der bål, pølser og snøbrød til, når børnehaven Lærkereden i Hadsund fejrer midsommer. - Selvfølgelig skal vi bage snobrød, sagde lederen af børnehaven, Marianne Lundø-Nielsen, der på sin vej på arbejde havde tænkt: Presenning må der til. Altså blev børnehavens klatre-skib omforklædtom til et overdækket bålsted. Rigtigt overdækket blev det dog først, da den første presenning blev suppleret med en tæt en af slagsen, der - som værn mod usommerlige vindstød - måtte surres fast. Det skete med lyserødt gavebånd. - En rigtig dameløsning, konstaterede Marianne Lundø, der forsvarede sig mod drillende kommentarer med: - Kender I ikke det, at man sidder med en gave, som man ikke kan få pakket op? Så blev der ikke snakket mere om dét. Hekse nok Og mens der blev taget forholdsregler imod det uegnede vejr, så blev der lavet dej til snobrød, bagt boller af samme, varmet pølser og skåret grøntsager. - Hekse har vi jo, sagde børnehavelederen og tilføjede, "men måske er der ingen af os, der møder i morgen". Mange af børnene havde fundet vejret velegnet til at blive indendørs, mens forberedelserne stod på, men der var også en flok pionerer, der måtte ud i det våde og følge med i bestræbelserne på at få ild i bålet nede i tønden. Det gjaldt eksempelvis Christian, Behzad og Tobias, der til gengæld ikke var helt på det rene med, hvorfor det egentlig var, at der skulle tændes bål på en regnvejsdag. - Det er fordi ..., sagde Tobias og afbrød sig selv med et, "jeg ved det ikke", inden han slog fast: - Fordi vi skal grille. Marianne Lundø forsikrede, at det dér med midsommer nok skulle blive sat på plads, når tiden kom, og det gjorde det straks efter, for da gjaldede bålpasser Lone Thomsen: - Nu kan de godt begynde at få lidt brød på stængerne! Og så blev der såmænd festet og sunget i Lærkereden på trods af dit og dat, og det kan jo være, at lærkesangen bebuder sommer?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...