Udlændingepolitik

Selvfrifindelse ikke så smart

Det er ikke i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention - og derfor heller ikke nogen menneskeret - at få sin udenlandske ægtefælle med sig til Danmark, hvis man er under 24 år. Sådan lyder den ikke videre overraskende konklusion, som embedsmænd i tre af VK-regeringens ministerier - Integrationsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet - er nået frem og netop har lagt frem i et notat. Efter voldsom kritik fra i første række Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, har ministerierne valgt at foretage, hvad integrationsminister Bertel Haarder kalder "en slags kasseeftersyn, hvor vi på kommissærens foranledning har været det hele igennem". Med tilføjelsen: "Vi vil ud fra den gennemgang nuancere den praksis, vi hidtil har fulgt, og så vil vi for en sikkerheds skyld kigge tilbage". Såvel politisk som taktisk havde det nok været at foretrække, at en stribe jurister og andre kyndige hoveder uden for en regering, der må siges at have en række interesser i klemme, havde gransket, om der reelt er sket et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ved at vælge at granske sin egen håndtering af reglen for familiesammenføring - den såkaldte 24 års-regel - åbner VK-regeringen uheldigvis alle muligheder for at blive beskyldt for bare at være ude på at frifinde sig selv. Derfor skal man heller ikke regne med, at den stærkt ophedede debat om 24 års-regel - som først og fremmest Det Radikale Venstre hurtigst muligt vil have ændret til en 18 års-regel - på nogen måde stopper hér. Og umiddelbare politiske reaktioner viser da også, at ministeriernes samlede notat om egen administration kan fortolkes næsten som man selv vil. Fra at kritisere notatet for bare at være et slags valgoplæg - til at udtrykke fuld tilfredshed i Dansk Folkeparti. At sagens udenlandske hovedperson, Alvaro Gil-Robles, så lige inden notatet har nået at udråbe Danmarks udlændingepolitik til Europas strammeste kan vi tage helt roligt - dén er jo vedtaget af et flertal i Folketinget og dermed i befolkningen. Skal det ændres, skal der laves om på sammensætningen af Folketinget efter næste valg om senest et års tid.