EMNER

Selvhenter for løbere

Limfjordsløbet sparer portoen til at sende startnumre ud.

Sidder du og venter på at få dit startnummer til Limfjordsløbet søndag, så venter du forgæves ved postkassen. Løbsledelsen har nemlig besluttet ikke at sende numre og tidtagningschip ud med posten. Det er for dyrt i porto. I stedet opfordres for-håndstilmeldte løbere til at hente deres startnummer hos sportsbutikken Intersport Sport Dress, Bredegade, i Aalborg. Det kan gøres i åbningstiden, og der er torsdag og fredag tilbage til at nå det i. På selve løbsdagen kan nummeret dog også hentes i Vodskovhallen fra kl. 8 og frem til løbsstart kl. 11. Ledelsen har valgt denne model for at skære ned på mandeforbruget på nummerudlevering på selve dagen. Ifølge løbsleder Brian Bormann er det en øvelse i år, som vil blive evalueret. Når løberne kommer i mål, er det muligt at få et diplom, men også her påtænker løbet at spare på omkostningerne. - Vi bruger meget tid på at skrive diplomer ud og skal købe papir til at printe på, men vi holder fast i det i år, fordi der stadig er løbere, som gerne vil have det. Om nogle år er jeg dog ret sikker på, at vi har afskaffet diplomerne, tilføjer Brian Bormann. Løbet har traditionelt en del eftertilmeldinger. Onsdag havde beskedne 1800 løbere meldt sig til ruterne på henholdsvis 4, 9 og 14 kilometer. Målet er 3500 deltagere, men det kan nås endnu. Eftertilmelding foregår søndag i Vodskovhallen inden start. Voksne må slippe 25 kroner ekstra.