Selvhjælp på vej

Demens 8. september 2004 06:00

FREDERIKSHAVN: Pårørende til demente skal have hinanden at snakke med. Selvhjælpsgrupper for familiemedlemmer er således et af de tiltag, der kommer som et led i kommunens nyformulerede demenspolitik. Det er demenskoordinatorerne i ældreplejens fem lokalområder i Frederikshavn, der overordnet har formuleret målsætningen for den nye politik, og det er også dem, der løbende kommer med nye konkrete tiltag, efterhånden som den faglige viden og det praktiske behov vokser. Netop det, at de pårørende skal have nogen at snakke om sygdomsforløbet og følelserne med, er der et stort behov for, fortæller Ulla Jørgensen, der er demenskoordinator i område Syd. - Forestil dig, du har en ægtefælle på 72, der opfører sig som et 6-årigt barn. Det er svært at tackle 24 timer i døgnet, siger hun. Sygdommen giver både praktiske og store følelsesmæssige problemer. Det ved Ulla Jørgensen. - Vi har jo lagt øre til, når folk kommer til os, siger hun. Erfaringer fra Aalborg I Aalborg har tilbuddet om pårørendegrupper eksisteret i mange år. Og Birgit Verner, der i dag er aktivitetsleder i Fynsgadecentret i centrum af Aalborg, har i mere end ti år kørt sådanne grupper. - Vi kan se, det har givet en større forståelse for den syge person, fortæller hun. - Det er meget vigtigt, at give de pårørende viden. Det, man gør i Aalborg, er, at invitere til et åbent møde om demens en gang om året, hvor der bliver holdt et foredrag. I den forbindelse bliver de pårørende så tilbudt at fortsætte i et længere forløb, der starter med ti konkrete foredrag om forskellige aspekter af sygdommen. Derefter kan de pårørende selv komme med forslag til dagsordenen, og Birgit Verner oplever meget ofte, at de pårørende gerne vil snakke om dem selv og deres egen situation. - Man glemmer tit den raske, siger hun og spørger retorisk: - Hvordan er det, de har det? Hun fortæller, at ægtefællerne i grupperne bruger hinanden som netværk, fordi de tit bliver isoleret fra gamle venner i løbet af sygdommen. Dels fordi, det er krævende for vennerne at være sammen med en dement, der opfører sig som et lille barn. Og dels fordi situationen er så uoverskuelig, at man ikke selv har overskud til at omgås andre. - Når de kommer i sådan en gruppe, oplever de, at de ikke er alene om deres problemer, siger Birgit Verner. Og der ér tilsyneladende mange, der føler sig alene om det. - Selvom vi har snakket demens i langt over ti år, er det stadig et stort tabu, siger hun. - Jeg sammenligner det med én, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er jo heller ikke noget, man sådan lige snakker om. Opdeling er vigtig I øvrigt fortæller Birgit Verner på baggrund af sine erfaringer, at det er vigtigt at dele de pårørende op i børn og ægtefæller, når man laver selvhjælpsgrupper. - Tidligere blandede vi dem, men vi vurderede senere, at de skulle deles. Det er nogle forskellige følelser, man har som barn og som ægtefælle. Og ægtefællerne er der jo altså hele tiden. Børnene kan bare komme og gå, siger Birgit Verner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...