Selvmål i eliteidrætskommunen

Kommentar.

En fremsynet idrætspolitik i Frederikshavn har skabt optimale forhold for ishockey, håndbold og badminton. Det klokkeklare resultat er, at man elitært er med enten i eller i nærheden af den absolutte top. Spørgsmålet vil naturligvis altid være, om hønen eller ægget kom først - altså i dette tilfælde, om resultaterne var kommet uanset faciliteter. Men under alle omstændigheder er Frederikshavn i Nordjylland reelt på niveau eller over regionens hovedstad Aalborg indenfor de tre idrætsgrene, der må betegnes som de største i vinterhalvåret. Til gengæld er der ikke meget at komme efter indenfor eliteidræt i sommerperioden, og for denne skribent virker det mærkværdigt, at den ellers så idérige og fremsynede kommune ikke vil satse på eliteidræt i den periode. Tværtimod er bolden næsten skudt i mål til en ny skole på Stadion-arealet, og det kan ende i et regulært selvmål for Frederikshavn. I øjeblikket har man et velfungerende Stadion placeret ved Arena Nord, hvor der er ideelle muligheder for at samle elitesport i håndbold, floorball, badminton og fodbold. Vel befinder FfI-fodbolden sig lige nu på serieniveau, men for seks-syv år siden var det 2. division, og for få år siden var det tæt på at hedde 1. division med FC Nordjylland placeret i Frederikshavn. Muligheden for et fælleshold fra Vendsyssel med hjemmebane på Stadion vil også være oplagt, når ellers de enkelte klubber bliver trætte af kun at spille i "grønkålsligaen" og laver en pendant til SønderjyskE, der har fælles ligahold i regionen i fodbold, håndbold og ishockey. De ellers så ambitiøse eliteidrætstanker i Frederikshavn vil være et benspænd på fodbolden, hvis Stadion nedlægges til fordel for en boldbane med et rækværk på Fodboldvej. At Stadion ikke anvendes oftere, kan man vel ikke klandre FfI, der i øvrigt for år tilbage fik på puklen for at bruge opvisningsbanen for tit. Igennem 25 år har den store ungdomsturnering, Dana Cup, været fast inventar på Stadion med indmarch og masser af kampe i uge 28, og hvad cuppen har betydet for Frederikshavn, er vist ingen i tvivl om. Den unikke placering af Stadion i midtbyen appellerer også til at blive brugt til mangt og meget andet end fodbold. Hvad med diverse udendørs sommermarkeder med alt fra grønt til lopper, diverse underholdning med udnyttelse af en tribune til 1000 tilskuere eller noget helt tredje. I Arena Nord har ildsjæle formået at tiltrække arrangementer i stor stil af både sportslig og kulturel karakter, og tilsvarende kunne Stadion også bruges i sommermånederne. Hvis der absolut skal bygges skole i området, udgør de gamle træningsbaner ud mod Råholtvej en synlig mulighed, hvor faciliteterne på Stadion så også kunne benyttes af skoleeleverne. Under alle omstændigheder vil det være synd for fodbolden i den ellers så idrætsvenlige kommune, at sparke elitechancen endnu længere væk ved at nedlægge Stadion.