Selvmordets logik

De er unge mennesker på den yderste kant. Symboler på det afgrundsdybe had, som er drivkraften i Mellemøst-konflikten. De palæstinensiske selvmordsbombere. En norsk kvinde besluttede sig for at forstå, hvorfor de vælger den voldsomme martyrdød

Israel 1. juni 2003 08:00

Vi har hørt det så mange gange efterhånden, at selvmordsbomber bare er en del af den daglige nyhedsstrøm. Ingen sensation. Jerusalem. Supermarked. Tre dræbt og 17 sårede. Restaurant. Fem dræbt og 23 sårede.Endnu en ung mand eller kvinde har kigget sig omkring, set intetanende mennesker i færd med daglige gøremål. Og trykket på knappen. Som Raid la-Barghouti, en ung lærer, der skrev afskedsbrev til sine elever på et linjeret ark og lagde det i en bog på sit kateter, inden han på et befærdet stræde i Jerusalem sprang sig selv i luften, så hans hoved fløj over en mur og landede foran en skole, hvor en vagt dækkede det til med en kasse. Eller 20-årige Diya al-Tawil, lovende ingeniørstuderende, søn af en forsker og en skolesekretær. En forårsdag ringer han til sin mor på hendes arbejde. Hun bliver nervøs, fordi han ellers aldrig ringer midt på dagen. Han beroliger hende. Få minutter senere ved et busstoppested sønderdeles Diyas krop af 15 kilo sprængstof. Selvmordsbomben er et af menneskehedens mest ekstreme udtryk. Ens første tanke er: Vanvid. Men så simple svar passer på meget få ting i Israel. Raid og Diya var fornuftige unge mennesker, som vidste præcis, hvad de gjorde. Hvis man forstår dem, forstår man også den nuværende situation i Israel. Det er skæbner som Raid og Diya, der kan vælte den vigtigste forsoning i verden. I disse uger forsøger verdens mægtigste mænd at bygge en skrøbelig fred i Mellemøsten. Onsdag flyver USA's præsident George Bush til Israel for at mødes med parternes premierministre, Ariel Sharon og Mahmoud Abbas. To mennesker, der balancerer på en knivsæg. De har begge grupper i baglandet, der er så nedsunket i had, at de ikke vil acceptere indrømmelser. Verden holder vejret. Sharon har med 14 forbehold godkendt den internationale køreplan for fred. Han har sågar kaldt sine troppers tilstedeværelse i palæstinensernes selvstyreområder for en "besættelse" - en sjælden indrømmelse. Hos den anden part nyder nyvalgte Mahmoud Abbas tilsyneladende en skrøbelig opbakning - selv om han modarbejdes af den gamle præsident Arafat, og selv om israelske tropper under fredsforhandlingerne har skudt både børn og handicappede palæstinensere. Som altid skal der bare en gnist til at antænde en ny spiral af dødsfald. Siden palæstinenserne indledte den anden store opstandelse i september 2000 har 2465 palæstinensere og 742 israelere mistet livet. Den gnist kan nemt være en palæstinenser, der begår selvmord og tager en masse israelske civile med sig. Begge premierministre vil komme under voldsomt pres, hvis selvmordsbomberne fortsætter - Abbas fra forhandlingsparterne, Sharon fra den magtfulde højrefløj i sit bagland. Den norske forfatter Frida Nome har brugt en årrække på at forstå baggrunden for, at selvmordet er palæstinensernes stærkeste våben. Hvem er de, selvmordsbomberne? I efteråret udkom hendes bog, Martyrbrigaderne. Med sit kendskab til arabisk sprog og kultur har hun fulgt i selvmordsbombernes dødsspor. Hun taler med deres mødre og fædre, søskende og venner, hun taler med israelske psykologer og en ayatollah i Damaskus. Hendes opdagelser er foruroligende. Den typiske selvmordsbomber findes nemlig ikke. Det er velfungerende unge palæstinensere - med håb for fremtiden. Nogle går på universitetet, nogle er forlovede. Raid al-Barghouti fra indledningen var sågar næsten færdig med at bygge hus til sig selv og sin kommende hustru, da han tog livet af sig selv. Nogle er dybt religiøse, men langt fra alle. De håber godt nok at blive martyrer, men det er ikke entydigt i religiøs forstand for at sidde ved Allahs side. De vil bare huskes og fejres som helte. Inden for de seneste år er selv de venstreorienterede grupper som PFLP begyndt at bruge selvmordsbombere. For dem er kampen mod Israel ikke en religionskrig, men en krig mod en besættelsesmagt. Fællesnævnerne for selvmordsbomberne er få. De er unge, relativt veluddannede, og de har stort set aldrig "suicidale træk" - de kendetegn, man normalt finder hos mennesker, der er trætte af livet: Depressioner, misbrug osv. Som de fleste palæstinensere har de haft stærke oplevelser af at blive undertrykt af en overmagt: Set venner blive skudt af israelske soldater, oplevet vilkårlige fængslinger af familiemedlemmer eller gennemgået års hetz ved kontrolposter. Selvmordskontrakt Forestillingen om den ensomme selvmordsbomber er også forkert. Tværtimod er en af forklaringerne bag selvmordsbomberne ifølge israelske forskere, at de arbejder i grupper. Der findes nemlig mindre end en håndfuld eksempler på, at en selvmordsbomber har fået kolde fødder - som man kender det fra "almindelige" selvmord. Det skyldes, mener forskerne, at en celle af selvmordsbombere indgår en "kontrakt" - og når den første har sprunget sig selv i luften, kan de andre ikke vende om. Hvis en ven har begået selvmord i troen på, at tre andre vil følge efter, kan de andre ikke springe uden at svigte en mand, som nu er martyr. Få dage inden aktionen optager cellerne en video med selvmordsbomberen, hvor han proklamerer, at han vil udføre en martyraktion. Derefter kaldes han "den levende martyr" - og så er der ingen vej tilbage. I sommeren 1997 gemte fem kammerater sig i bjergene nord for Vestbredden - de var eftersøgt af israelerne, og deres situation ville blive håbløs, når vinterkulden kom. To af dem sprang sig i luften ved det jødiske marked i Jerusalem. En måned senere stillede de tre andre sig op samme sted. Med få sekunders mellemrum udløste de bomberne på deres kroppe. Frida Nome stiller det samme spørgsmål til alle. Hvorfor vælger palæstinenserne at kæmpe ved at begå selvmord og samtidig skade eller dræbe civile israelere? Hun finder to svar. Det ene er, at de palæstinensiske unge ikke har noget at miste. Forstået på den måde, at så længe de ikke resignerer, risikerer de alligevel at blive fængslet eller skudt på tilfældige tidspunkter. Det andet svar formulerer ayatollahen i Damaskus, efter han har forklaret den teologiske forskel på selvmord og en martyraktion - det første betyder evige pinsler i helvede for enhver muslim, det andet er det mest ærefulde i religionen. Forskellen er, forklarer han, om sagen er legitim. Desuden er alle voksne israelere - også civile - at regne for besættelsesmagt. - Jøderne har besat et område. De har alle slags moderne våben, F16-fly, apachehelikoptere og raketter, og de bruger våbnene mod palæstinenserne. Den eneste mulighed, palæstinenserne har for at forsvare sig, er at angribe den israelske sikkerhedsfølelse. På grund af martyraktionerne føler israelerne, at deres tilstedeværelse i Palæstina ødelægger den sikkerhed, som Sharon ellers har lovet dem. Martyraktionerne giver således en slags balance mellem jødernes magt og de palæstinensiske myndigheders afmagt, konkluderer ayatollahen. Så måske er selvmordsbomberne alligevel vanvid. Eller i hvert fald udsprunget af en vanvittig situation, som hverken kender til vindere eller retfærdighed. Hamas-talsmanden Jamal Al-Tawils nevø var den ingeniørstuderende Diya, der dræbte sig selv ved et busstoppested. Talsmanden opremser en lang række uretfærdigheder - fra legende palæstinensiske børn, der bliver skudt ihjel af jødiske bosættere til sine egne umotiverede isolationsfængslinger. - Jeg føler, at selvmordsbomberne opretter en tilnærmet balance, når det gælder frygt. Når jeg frygter for mit liv, skal israelerne også frygte for deres liv. Spiralen Men når samtalen på en cafe i Ramallah pludselig bliver forstyrret af bippen fra sms-beskeder om, at endnu en bekendt har valgt selvmordet, så er det ikke en glædelig besked. For så er endnu et israelsk gengældelsesangreb på vej. Og hvis det angreb ender med dødsofre, kan man være sikker på, at der snart hænger en plakat et sted og kalder på et ungt menneske, der føler uretfærdigheden helt ind i knoglerne. En plakat, som Frida Nome ser til en martyrfest, med et billede af den døde og en påskrift: Hvem skal så hævne ham? En tilsyneladende endeløs dødsspiral viklet ind i den konflikt, som verden har så svært ved at håndtere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...