Selvmords- angreb koster 10 livet i Irak

RAMADI:Selvmordsangreb mod en politiafspærring og et shiamuslimsk optog i det vestlige og centrale Irak har kostet i alt 10 mennesker livet. Blandt de dræbte var seks politibetjente, siger læger og politi. Volden finder sted to uger før, at tidsfristen for, hvornår Iraks kommende premierminister, Nuri al-Maliki, skal danne regering, udløber. Det er også få dage før højdepunktet for shiamuslimernes mindeceremoni Ashura. I den vestlige by Ramadi bragte en selvmordsbomber en bil fyldt med sprængstoffer til sprængning uden for et regeringskontor. Otte mennesker blev dræbt, heriblandt seks betjente. Eksplosionen fandt sted ved en politiafspærring i byens centrum. Ramadi ligger 100 kilometer vest for hovedstaden Bagdad og er hovedstad i den sunnidominerede Anbar-provins. I den etnisk blandede by Baquba blev to mennesker dræbt og tre andre såret, da en selvmordsbomber detonerede et sprængstofbælte nær en shiamuslimsk procession. Shiamuslimer fra hele verden, mange af dem fra Iran, valfarter i disse dage til Irak for at mindes drabet på shiamuslimen imam Hussein i 680./ritzau/AFP