Udland

Selvmordsbombe dræber ni ved politihovedkvarter i Irak

En selvmordsbombe har mandag morgen dansk tid dræbt mindst ni personer ved et politihovedkvarter i Irak.

Selvmordsbombe dræber ni ved politihovedkvarter i Irak

Mindst ni mennesker har mistet livet, efter at en selvmordsbomber sprængte sig selv og en tankbil pakket med sprængstof i luften ved politiets hovedkvarter midt i centrum af den irakiske by Tikrit mandag.

Politi på stedet oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at ingen mistænkte tankbilen, da der hver eneste morgen ankommer en bil med forsyninger af benzin og olie til hovedkvarteret.

- Tankbilen stoppede lige bag ved politiets administrationsbygning, som blev delvist ødelagt i eksplosionen. Jeg blev såret i mit ansigt og på min mave af knust glas, siger Mohammed Salih, der er politibetjent i byen.

Angrebet er det seneste i en uhyggelig række af uroligheder og angreb, der har præget Irak, siden landet gik til valg i 2010.

Mindst 17 personer blev såret i eksplosionen, der fandt sted mandag tidlig morgen dansk tid. Langt de fleste af sårede er politifolk, oplyser politi og læger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Byen Tikris, der ligger cirka 160 kilometer nord for Bagdad, er hjemby for den tidligere diktator, Saddam Hussein, og byen er et fokuspunkt for oprørere, lyder det videre fra kilderne.

Urolighederne har taget til op til landets første valg de seneste tre år - det skal holdes 20. april, og det skal efter planen afvikles i 12 af Iraks 18 provinser.

Indtil videre er 11 kandidater blevet dræbt.

Alene i marts er der blevet dræbt 262 irakere i blodige bombeeksplosioner og skudepisoder.

Ingen har endnu taget ansvaret for de mange angreb, men sunnimuslimer med relationer til al-Qaeda har ofte stået bag lignende angreb på shiamuslimer, som de anklager for at støtte den irakiske regering, der ledes af shiamuslimer.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden