Selvstændig - sammen med andre

Efter 33 år siger han farvel med et kig ind i krystalkuglen for sit universitet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sven Caspersen, bestyrelsesformand, tidligere rektor Aalborg Studerende på Aalborg Universitet Pressefotograf Michael Bygballe

AALBORG:- På bundlinjen, så er Aalborg Universitet blevet en naturlig del af alle nordjyders hverdag. Det er et pragtfuldt universitet, hvor det bobler og syder af energi. Efter præcis 33 år på ledende poster kan Sven Caspersen nu se på universitetet udefra. Det blev til tre år som dekan, hvor han var med i den såkaldte interim-ledelse, der tiltrådte 1. februar 1973, 28 år som rektor og to som formand for bestyrelsen, men i onsdags - 1. februar - gik han ud af bestyrelsen. Formelt set er Freddy Frandsen formand i stedet, men det varer blot til i morgen. Da vælger bestyrelsen sin nye formand. 70-årige Sven Caspersen, eller Casper som han oftest kaldes, virker fornøjet med det, han kan se. Et universitet med en god forankring i landsdelen og en række tyngdepunkter i forskning og uddannelse. Bliver han bedt om at kigge 10 år frem i tiden - længere end de næste to-tre udviklingskontrakter - ser han fortsat et selvstændigt universitet i Aalborg. Men det kan blive selvstændighed i en anden form end i dag, for Sven Caspersen tror på en konsortium-model, som den blandt andet udfoldes i Californien: - Jeg har tidligere foreslået et vestdansk universitetskonsortium med Aarhus Universitet, Syddansk, Handelshøjskolen i Århus og Aalborg. Det kunne stille os alle stærkere, hvis vi var enige om en arbejdsdeling. Hvert sted har nogle faglige områder, hvor de er kanonstærke, og der kunne tyngden så ligge - men stadig med forskning og uddannelse inden for området også hos de andre deltagere. Jeg tror på, at vi i fællesskab kan være med helt i toppen endnu flere steder. Fordelen ved et vestdansk samarbejde vil blandt andet være, at det også sikrer politisk vægt. Samtidig svarer det meget godt til de overvejelser, der foregår i Københavnsområdet med Forskningscenter Risø som initiativtager. Bliver et konsortium med de øvrige vestdanske universiteter ikke til noget, kunne alternative partnere ligge i Göteborg eller Hamburg. For tanken om samarbejde trives alle steder - eksempelvis også på de to tyske universiteter, i hvis bestyrelser Caspersen har plads. Nordjysk centrum I det nordjyske spiller Aalborg Universitet en stor rolle, og den må gerne blive større endnu, mener Sven Caspersen. - Aalborg Universitet skal meget gerne være centrum for al uddannelse og vidensudvikling i regionen. Derfor kunne det være spændende at prøve at samle CVU'erne - og skal det være et alternativ til de regionale højskoler, så handler det nok om fusioner. I den sammenhæng behøver man ikke nødvendigvis følge de nye regionsgrænser slavisk. I det hele tager spiller AAU en afgørende rolle for hele den nordjyske landsdels udvikling: - Og det er både mit håb og min forventning, at det nære samarbejde mellem universitet og landsdelen vil fortsætte. AAU skaber dynamik og og innovationskraft - ikke kun inden for de teknologiske områder, men også når det gælder humaniora og samfundsfag, peger Sven Caspersen på. Et af universitetets kendetegn har gennem alle årene være den problembaserede læring i projektgrupper. Det har gjort AAU unik, og mange har kopieret formen, men intet læringssystem er eviggyldigt, så det er vigtigt at videreudvikle det. - De studerende skifter jo også motivation og adfærd gennem årene, som den gamle rektor formulerer det. Ideologi Lidt sørgmodig bliver han, når talen falder på den aktuelle debat om gruppeeksamen, som er på vej mod afskaffelse. Den diskussion har handlet vel meget om ideologi, mener han: - Videnskabsminister Helge Sander har taget en god tørn for at begrænse ændringerne, så vi kan fortsætte med projektarbejdet. Den ros skal han have, men jeg er spændt på, hvordan det ser ud om fem-ti år, når den aktuelle diskussion er glemt. - Der er skabt en negativ debat om det arbejde i fællesskab. Den kan have en stor effekt i løbet af de kommende år, selvom det næppe var hensigten, forudser han med et bekymret blik. Hvis begrebet gruppeeksamen glider ud af universitetssproget, så er et andet på vej ind, føler han sig overbevist om: - Jeg vil absolut ikke udelukke, at vi om 10 år har udvidede betalingsordninger, som også omfatter danske studerende. Nu skal udlændinge fra lande uden for EU snart til at betale, og der er allerede betaling nogle steder i Tyskland og England. Indtil videre er det beskedne beløb, men efterhånden vil vi få diskussionen, at når vi nu skal betale andre steder, så skal andre vel også betale her. - Der er taget hul på betalingsuniversiteterne, og det vil brede sig. Helt forladt universitetsverdenen har Sven Caspersen ikke, for han sidder fortsat i bestyrelsen for den internationale forening af universitetsrektorer med titel af af pastpresident. Men det er også den sidste post, der har direkte forbindelse med rektorjobbet.