Selvstændige dansesteps på slap line

Der skal mere end dansesky ægtemænd til at holde ’hun-hajerne’ fra dansegulvet

Linedancerne ser fo­tos fra week­en­den i Tran­um, hvor den stod på linedance ti­me ud og ind. Pennie Kjær pe­ger, mens Hel­la Jen­sen i den rø­de t-shirt kig­ger med. 	           Fo­to: Gre­te Dahl

Linedancerne ser fo­tos fra week­en­den i Tran­um, hvor den stod på linedance ti­me ud og ind. Pennie Kjær pe­ger, mens Hel­la Jen­sen i den rø­de t-shirt kig­ger med. Fo­to: Gre­te Dahl

BLOK­HUS:”No, no. You’re not the one for me,” syn­ger høj­ta­ler­ne, mens af­slap­pe­de hof­ter vrik­ker til mu­sik­ken og la­der fød­der­ne di­ri­ge­re krop­pen ef­ter en nø­je ind­øv­et ko­reo­gra­fi. - Min mand og jeg var ik­ke helt eni­ge om det med at dan­se. Han vil­le ik­ke, og det vil­le jeg, smi­ler 43 åri­ge Hel­la Jen­sen, der fandt en løs­ning på pro­ble­met og meld­te sig ind i fo­re­nin­gen Loose Boots i Blok­hus, hvor hun har dan­set si­den 2002. I dag går hun hos’ Ha­jer­ne’, fo­re­nin­gens hold for de mest øve­de, og trop­per hver tirs­dag op i glit­ren­de dan­se­sko mel­lem ræk­ker­ne af vrik­ken­de kvin­der i Beach Bowl i Blok­hus. Høn­se­hu­sets ha­ne An­sig­ter veks­ler mel­lem dybt kon­cen­tre­re­de blik­ke og hjer­te­li­ge fnis, mens kvin­der­ne fol­der sig ud i en ret­li­net syn­kro­ni­se­ret ko­reo­gra­fi på ræk­ker. For­rest står Ma­le­ne, som i dag er trådt ind som hjæl­pe­in­struk­tør, da høn­se­hu­sets en­li­ge ha­ne, Ha­jer­nes in­struk­tør Ole, li­ge nu er i USA. Sit dy­ris­ke til­navn fik kvin­de­hol­det af et begynderholdene, for­di de kun­ne de­res kram, og nav­net har hængt ved. - Der fin­des vel både hun-ha­jer og han-ha­jer. Men hvem tror du læg­ger æg­ge­ne?, gri­ner en af dan­ser­ne. - Er i klar? Fem-seks-syv-ot­te, tæl­ler Ma­le­ne gen­nem head­set’ets mi­kro­fon. Dø­ren går op, og et par for­sin­ke­de pi­ger skyn­der sig ind på li­ni­en. Imens må Jan­ni An­der­sen på 32 sluk­øret sæt­te sig ned ved en af bor­de­ne bag linedancerne. - Man skal ik­ke være ret me­get væk, før man hal­ter bag­ud, for­kla­rer hun. Li­ge­som de fle­ste an­dre er hun i fo­re­nin­gen for dan­sens og sam­men­hol­dets skyld, men har ik­ke li­ge væ­ret der, da de øve­de den se­nes­te ko­reo­gra­fi. Jan­ni An­der­sen kig­ger ud mod de dan­sen­de pi­ger, som hun hav­de in­vi­te­ret med til sit kob­ber­bryl­lup be­ret­ter med smilfuld ho­ved­rys­ten; Tå, spids, hæl.. - De dan­ser jo til alt! Det er li­ge me­get, om du sæt­ter Pi­noc­chio på, så dan­ser de, gri­ner hun, mens mu­sik­ken de­mon­stre­rer hen­des poin­te og veks­ler fra mambo til coun­try og slår over i no­get irsk, før tek­no­ryt­mer ta­ger fat. To kvin­der bry­der plud­se­lig ud af ræk­ken og slår sig løs i en par­dans, mens lat­te­ren rej­ser sig fra ræk­ker­ne og alle fød­der fort­sæt­ter ef­ter si­mul­tan ru­ti­ne. Tå, spids, hæl, til ven­stre. El­ler... Næs­ten alle fød­der. - Nå, skal vi den vej, gri­ner Hel­la Jen­sen. Men der er in­gen flo­ve mi­ner i hold­ræk­ker­ne. - Her i fo­re­nin­gen dan­ser vi al­drig for­kert. Her la­ver vi va­ria­tio­ner, si­ger hun, mens lat­te­ren klin­ger.