Voldtægt

Selvtægt så det sprøjter

Pigen der legede med ilden Se trailer fra filmen

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

glem alt om at få fjernet den tatovering - fra filmens start.

Uhadada, hvor man har det godt, når denne film er færdig - og hvor vil man gerne have mere, også lige med det samme! Det er selvtægt og blodhævn og så ka’ de lære det, så det sprøjter med blod og snot og angstens sved, og det er vel i bund og grund ikke videre tiltalende. Men fanden med det, her skal straffes - og der er nok at straffe, også så meget, at man hverken kan vente på retssystemet eller satse på, at det samfundsregulerede opgør med voldtægtsmænd, mishandlere og sadistiske svin bliver hårdt og retfærdigt nok. Så hellere tage sagen i egen hånd først som sidst. Guderne skal vide, at Lisbeth Salander har gået rigtig meget ondt igennem i sit liv. Som tusindvis af andre børn, piger og unge kvinder er hun blevet mishandlet, misbrugt, voldtaget, banket og kuet, ikke bare af forældre og forbrydere, men også af formyndere, forsorgsfolk, behandlere og advokater alle dem, der er sat i verden for at sikre små piger og forsvare dem mod alverdens ondskab. Ondskabens energi Men Salander er altså bare ikke som de fleste. I stedet for at gå ned på det og blive nede har hun optaget al ondskabens energi sig, bearbejdet den og vendt den om, så den nu kommer tilbage med tidobbelt styrke. Det er jo en toer, den her, og ventet med længsel lige siden Mænd der hader kvinder endte med, at alt var godt - Mikael Blomkvist havde - med Lisbeths hjælp - fået ram på sin dødsfjende og kunne vende tilbage i pressen i triumf og med fuld æresoprejsning. Lisbeth var også landet på benene, styrtende rig på svindlerens konto - og med i hvert fald en af sine hovedfjender, formynderen med den ulækre seksualitet, godt og grundigt sat på plads. To timers dødsridt Og her begynder Pigen der legede med ilden så, helt loyalt mod og i trit med bøgerne. En god start, rask i afsættet - og så er vi ellers i gang med over to timers dødsridt, lænket til stolene med en intensitet, der egentlig er ubegribelig eftersom vi jo så udmærket ved - som læsere - hvad der vil ske. Det må vi give instruktør, skuespillere og filmmediet æren for. Ikke mindst Noomi Rapace, der spiller den lille, benede, superseje, geniale punker-hacker med Asperger, som jo så helt tydeligt ikke vil få fred, før den sidste af hendes plageånder er død, lemlæstet eller ødelagt for livet. Hendes blik er så sorgmæt og rasende sort og hendes glød i hver eneste scene så intens, at det er den rene hypnose. Og så hjælper det jo også med historiens frydefulde øjeblikke af skånselsløst fræk journalistik og overraskende hurtige drejninger af handlingen. Der er hård humor og fortjente ydmygelser på stribe, midt i al forfærdeligheden. Og det er selvfølgelig også her, historierne slipper grebet i virkeligheden, hvor retfærdigheden jo meget, meget sjældent sker fyldest i et så massivt og vellystigt omfang som her. Nyder hvert sekund Vi sidder i biografen som de strikkende koner ved guillotinen og nyder hvert sekund. Og vi slipper med lystfyldt glæde enhver betænkelighed ved, hvad det egentlig er vi har gang i. Vi under skurkene alt ondt - og vi nyder, når det rammer dem. Selv en økse i knæet på en gammel invalid! Bare kom med det - glæden er ikke mindre, sommetider endda større, end når Dirty Harry går amok med Magnum-revolveren i sit rådne samfund. Skæbner krydser hinanden igen I Pigen der legede med ilden handler det meget mere om Lisbeth Salanders skikkelse end om Mikael Blomkvist og hans dybdebordende og afslørende Millenium-magasin. Men tilfældet vil, at deres skæbner krydser hinanden igen: Mikael og hans redaktion hyrer en ung journalist og hans sociolog-kæreste til at afdække en ring af fremtrædende svenskere, der er involveret i kvindehandel. En af dem er Lisbeths tidligere sagsbehandler og formynder, der nu må henslæbe en ydmyget tilværelse, tatoveret med højest eksplicitte sandheden overalt under tøjet. Det viser sig, at han ikke er den eneste, der har et alvorligt udestående med den forsvindingsferme hackerpige. De mennesker, han får sat på sporet af hende, er farligere end noget, hun og Blomkvist nogensinde har været oppe imod. For deres bevæggrunde er nemlig ikke bare profit og kriminalitet, det er også rendyrket had og hævn. Stærk filmoplevelse Alle Stieg Larssons læsere ved det jo godt - men af hensyn til den del af publikum, der ikke kender romantrilogien skal vi nok stoppe her. Men at det er en stærk, skøn og fuldt tilfredsstillende filmoplevelse, det kan man roligt afsløre. Der skal nok være anmelderkolleger, der bryster sig og synes, at de sagtens kan se, at det ikke er Niels Arden Oplev og hans danske hold, der har skruet denneher sammen, og at det burde det ellers have været. Og at det i virkeligheden er to tv-serieafsnit klippet sammen til et, og at der er materiale, der derfor ikke er kommet med og didah, didah. Men det er anmelder-manerer og klogesnak, man ikke behøver give fem flade ører for. For det er først og fremmest slet og ret en fed, fed film. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk