Selvtilliden i top

Indlægget er Finn Kjærsdams velkomsttale til AAU's nye elever i Aalborghallen i dag.

AAU: Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har været ekstra spændte på, hvordan modtagelsen af alle I nye studerende ville forløbe i dag. Problemet har heldigvis været positivt. Nemlig, at I simpelthen er så mange i år, at vi ikke kan have jer alle her i salen, men må tage sidefoyeren med storskærm i brug. Vi havde også problemer med at få plads til jer alle til morgenkaffen ved Studenterhuset, men det gik vist lige med lidt god vilje og godt humør samt en håndsrækning fra borgmesterens kontor. Det overrasker jeg derfor næppe at høre, at I kommer til et universitet, hvor humøret og selvtilliden er helt i top. For andet år i træk er vi det danske universitet, der har den største fremgang i såvel søgning, som optag og i antal afviste! I fjor optog vi 3000 nye studerende under den koordinerede tilmelding. I år er tallet ca. 4000 studerende fordelt på vores hovedcampus her i Aalborg samt på campus-afdelingerne i Esbjerg og i Ballerup. Nu siger man godt nok, at vi nordjyder er besindige og vist nok også beskedne, men jeg kan og vil IKKE skjule, at vi er endog ganske stolte over dette resultat, som også er AAU's bidrag til at sikre Danmarks fremtid. Det betyder, at AAU's samlede studenterbestand nu bevæger sig hastigt mod de 17.000 studerende. Det stiller også nye krav til os. Især omkring lokaler, grupperum og lærerkræfter, der selvfølgelig skal følge stigningen i studentertallet. Vi var i år forberedte på fremgang og er derfor allerede i fuld gang med at bygge nyt på hovedcampus i Aalborg øst, ligesom vi har lejet os ind på relevante adresser i Aalborgs midtby, hvor vi bl.a. samler flere af AAU's mere kreative, kunstneriske uddannelser. Alt i alt tilfører vi AAU godt 18.000 nye m2, så vi kan tilbyde vores nye studerende samme vilkår som de nuværende studerende. Samtidig har vi ansat et betydeligt antal nye videnskabelige medarbejdere. Vi vil altså ikke springe over, hvor gærdet er lavest og forsøge at klare situationen med løst personale. Jeg er ganske på det rene med, at det ikke i sig selv bare gælder om at blive så stor som mulig, men under alle omstændigheder er vi taknemmelige over, at vi har et ry, der gør, at så mange har valgt at læse på AAU. Vi vil til gengæld love at gøre, hvad der er menneskeligt muligt for at leve op til jeres tillid og give jer en uddannelse med den høje kvalitet, som I, samfundet og erhvervslivet har krav på. I VIL HURTIGT hurtigt opdage, at det er anderledes at gå på universitetet end i gymnasiet. Det skyldes bl.a., at vi målrettet søger at oparbejde jeres evner til selv at tage ansvar for uddannelsen. Vi tilbyder en højt kvalificeret, forskningsbaseret undervisning, men det er stadig langt hen ad vejen op til jer selv at sætte målene. Det giver jer en stor grad af frihed og fleksibilitet i hverdagen, men det stiller unægtelig også betydelige krav til jer selv og ikke mindst jeres selvdisciplin. Vores erfaringer fortæller, at det første halve år på en videregående uddannelse er det vanskeligste. Kommer du igennem det - og det gør såmænd langt de fleste, der starter på AAU - kan jeg berolige jer med - så er chancen for, at du fuldfører hele uddannelsen særdeles stor. Jeg kan også fortælle, at Aalborg Universitet har den højeste gennemførelsesprocent af samtlige danske universiteter. JEG TØR GODT love jer, at I får en udbytterig men også en arbejdsmæssig udfordrende tid i de kommende måneder. De faglige krav og metoder er selvsagt forskellige alt efter, hvad I nu skal læse, men fælles for alle vores uddannelser er den pædagogiske model med problembaseret projektarbejde i tæt samarbejde med det omgivende samfund. Vi kalder den ofte bare for Aalborg-modellen. Vores kompetencer og erfaringer inden for den problembaserede læring er i international topklasse. Det er ikke sagt i et anfald af selvros, men er bekræftet i flere nationale og internationale evalueringer, der fremhæver studieformen, som noget nær optimal for indlæring. Aalborgmodellen er også forklaringen på, at vi som nævnt er i spids blandt de danske universiteter med at få de studerende igennem studierne samt med, at de nu også bliver færdige på normeret tid. DET ER IKKE kun med det omgivende danske samfund, at AAU interagerer. Et andet markant træk ved AAU er vores internationale dimension, der reelt betyder, at ingen af jer helt kan leve i fred for den. Det er ingen hemmelighed, at danske universitetsstuderende ikke er helt så interesserede i at rejse udenlands i forbindelse med studierne, som man måske skulle tro i en globaliseret verden. Lad mig derfor opfordre jer til, at I tager et praktik- eller udlandsophold som en del af uddannelsen. Og der er mange muligheder, fx har AAU over 500 samarbejdsuniversiteter verden rundt, hvor I kan tage en del af jeres uddannelse. PÅ AALBORG Universitet har vi i nogle år haft en målsætning om: At I senere i livet godt måtte huske tilbage på jeres tid på AAU som de måske bedste år af jeres liv! Det er - indrømmer jeg - en meget ambitiøs målsætning, men i alt fald synes jeg, at morgenens kaffebord trods den svære logistik var en flot start på jeres studium på AAU. - Så lad os alle sammen give en hånd til Studentersamfundet, Studenterhuset og tutorerne for den traditionsrige morgenkaffe den 1. september. Som I forhåbentlig har fornemmet, lægger vi stor vægt på, at det ikke bare er den daglige undervisning, der er i top, men at også den samlede studielivssituation skal være velfungerende. Har man det godt socialt, går det nu engang også lettere med studierne, er filosofien. JEG HAR bevidst ikke sagt så meget om Aalborg. Jeg er sikker på, at jeres ældre medstuderende kan fortælle, at Aalborg har meget at byde på. Lige fra et alsidigt cafe- og aftenliv til progressive koncerter på Studenterhuset og i det nye store kulturmekka, Nordkraft, der er placeret på havnefronten og som rummer både teater, biografer, koncertsale, galleri, cafeer og spisesteder. Inden for sporten er vi med i det bedste selskab herhjemme i både kvinde- og herrehåndbold, ishockey, basketball og selvfølgelig med AaB i Superligaen. (Og her er vi er kommet godt fra start i år, så måske var det en overvejelse værd at besøge Aalborg stadion engang her efteråret). Jeg kan kun opfordre jer til, at når studiedagen er klaret, så at plukke frodigt af Aalborgs tilbud inden for hele det brede kulturelle spektrum. Mere om det, når Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen, om et øjeblik vil overbringe jer Aalborg bys hilsen. Jeg vil afslutte min velkomst nu med at sige, at I skal glæde jer til at studere på Aalborg Universitet. De måske bedste år af jeres liv. Nyd dem nu. Rigtig hjertelig velkommen. Indlægget er Finn Kjærsdams velkomsttale til AAU's nye elever i Aalborghallen i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...