Selvværd i fokus på ny skole

Den Blå Skole skal øge den boglige viden og selvværd

Esben Heine og Kurt Bering (foto)
Ole Jespersgaard, her sammen med Lone Andersen, vil gerne være med til at forbedre brugernes boglige viden.
Brønderslev 15. maj 2018 12:45

BRØNDERSLEV: En ny skole har set dagens lys. Den Blå Skole er navnet, og den har hjemsted i Det Blå Hus på Fasanvej i Brønderslev.

Lærerne er Ole Jespersgaard og Anette Thorsen, der er medarbejdere i Det Blå Hus.

- Der var et udbredt ønske om at få genopfrisket skolekundskaberne, der har fået os til at oprette Den Blå Skole, fortæller Ole Jespersgaard.

Han understreger, at der er tre formål med skolen. Foruden at gøre brugerne bedre bogligt, styrker det også selvtilliden og selvværdet.

- Vi går ikke så meget op i, at grammatikken er korrekt, men mere i, at man kan begå sig på engelsk, fortæller Ole Jespersgaard omkring en engelsk-lektion.

Foruden engelsk er der dansk, matematik og samfundsfag på skoleskemaet.

- Har man ikke lige det engelske ord på læben, må man gerne skrive det danske ord i sætningen, og så snakker vi om det. For eksempel "Jeg elsker min taske", hvis man ikke lige kender det engelske ord bag for taske, bemærker Anette Thorsen.

- Jeg kan godt tænke mig at blive bedre til engelsk. Der er så mange engelske ord, man bruger i hverdagens danske sprog, fortæller Susanne Hessellund.

- Det er længe siden, jeg har haft engelsk i skolen, så jeg skal bruge nogen tid på gloserne, siger hun.

Eleverne benytter engelsk undervisningsmateriale fra 7. klasse i lektionen.

Ole Jespersgaard er uddannet lærer, og er således vant til at undervise. Anette Thorsen har en baggrund som sygeplejerske og underviser på en produktionsskole.

Hun har også været et år i huset i USA, hvor der var fire børn.

- De kunne godt nok fortælle mig, hvad det hed, hvis jeg kom med et forkert ord, fortæller Anette Thorsen.

Der er to ugentlige lektioner. Der er foreløbig en håndfuld elever, men der er plads til flere.

Ungdomsklubben, der er forholdsvis ny i Det Blå Hus, har succes. Der er 15-16 medlemmer i klubben, der mødes en gang om ugen til forskellige aktiviteter.

- Det er vi særdeles tilfredse med. Den store interesse viser, at de unge mangler et sted at mødes, siger Ole Jespersgaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...