Semifinale i Ung Jazz

Torsdag aften dukker unge danske jazztalenter op på Klitgården i Tversted for at blive bedømt af de skrappe dommere, som blandt andet tæller to nordjyske jazznavne Jakob Mygind og Olav Gudnasson. Jazz Danmark - det tidligere Dansk Jazz Forbund - har lagt den ene af provinsens to semifinaler i Ung Jazz 2009 i Tversted nordøst for Hjørring i regi af Tversted Jazzydays. Den anden er i Sønderborg og finalen finder sted på Copenhagen Jazzhouse. Det er en fjer i hatten på Jazzydays, at semifinalen lander dér. Jazz Danmark har nemlig valgt at lægge den i Tversted som anerkendelse af, at Jazzydays tør satse på andet end det sikre, når de vælger jazznavne deres program. De tre bands, som er sluppet igennem nåleøjet til semifinalen, er Lars Fiil Kvartet, Århus, Akakabuto, Aalborg og Crash' n 'Burn, fra både Aalborg og Viborg. Vinderen af finalen i København går automatisk videre til den nordiske finale. Mens dommerne grubler over, hvem de skal udpege som vinder optræder dance jazz hiphop bandet Snavs. Der er gratis adgang. W Se mere på www.jazzydays.dk