Fodbold

Seminar om pigefodbold

HJØRRING: Søndag 10. november holder Jysk Boldspil Union pigeseminar i Fortunas Klubhus. Det er region 1's første pigeseminar, hvor konsulent i Århus Amt Per Secher vil fortælle om integration af nydanske piger. Han kalder sit foredrag for "Integration og Kultur". Tidligere landsholdstræner for kvindelandsholdet, konsulent Keld Gantzhorn vil sætte fokus på, hvad der karakteriserer en god træner og leder. Desuden vil han komme med sit bud på, hvad der skal gøres for at fastholde pigerne i fodboldmiljøet. Der er nedsat en pigegruppe i region 1, fra Skagen ned til Hobro. Gruppen har som formål at synliggøre og profilere pigefodbolden, men også servicere de mange nordjyske klubber, som her pigefodbolden på programmet. Der har været en stigende efterspørgsel fra klubledere og trænere om muligheden for at kunne mødes i et fælles forum, som har pigefodbold på programmet. Seminaret afsluttes med fodboldkampen Fortuna mod Vejle på Hjørring Stadion. kørp