EMNER

Seminariet skal frem i skoene

Poul Rask, rektor for CVU Nordjylland, siger, at seminariet skal være bedre til at vise, hvad det dur til. Foto: Hans Ravn

Poul Rask, rektor for CVU Nordjylland, siger, at seminariet skal være bedre til at vise, hvad det dur til. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:I mange år er det gået af sig selv med masser af ansøgere og ventelister til grunduddannelserne på Hjørring Seminarium. Sådan er det ikke mere, og seminariet oplever nu et bekymrende fald. - Før i tiden kom de af sig selv, nu spørger de meget kritisk om, hvad vi har på hylderne. Og har vi ikke lige det de skal bruge går de andre steder hen, siger rektor for CVU Nordjylland, Poul Rask. Der stilles derfor større krav til markedsføringen af seminariet. - Vi skal mere ud og vifte med det vi er gode til, siger Poul Rask. Målet er at få knækket den kurve, der har betydet, der er blevet 550 færre studerende på grunduddannelserne på de nordjyske seminarier siden 2004. I forbindelse med dannelsen af den nye fusionerede uddannelsesinstitution, Professionshøjskolen, vil der bl.a. blive ansat en informationsmedarbejder, som får til opgave at bidrage til markedsføringen. -Det er ikke nok at skrive, at vi tilbyder musik. Vi skal vise hvad vi kan, siger Poul Rask. Han mener også kommunen skal tage et støre medansvar med tilbud i byen, som kan tiltrække flere unge til Hjørring.