Holland

Sen sæsonstart og svingende kvalitet

De første matjessild er omsider landet i Hirtshals - industrien frygter kort sæson

HIRTSHALS:De har ladet vente på sig - de fede sild - men nu er de omsider kommet. Matjessæsonen er for alvor blevet skudt i gang i Hirtshals. De første matjessild blev landet for en uge siden, og de 140 tons blev solgt til mellem 4,30 og 4,40 kr. pr. kg. på auktionen. - Kvaliteten har været svingende indtil videre, men nu begynder sildene at have den rette fedtprocent, siger auktionsmester Karsten Pedersen fra Hirtshals Fiskeauktion. I tirsdags blev den foreløbig rekord sat, da et fartøj landede 300 tons matjessild. Den last indbragte ca. 1 mio. kr. på auktionen. Forklaringen på den sene sæsonstart skal utvivlsomt findes i den lange og kolde vinter, og for første gang nogensinde var hollænderne nødt til at udsætte deres store matjesdag i to uger. Den finder traditionelt sted sidst i maj. I Holland er matjessilden en nationalspise på linie med den danske hotdog. - Det er en helt speciel begivenhed i Holland, men hollænderne var nødt til at aflyse arrangementet, for der var ingen sild, fortæller Karsten Pedersen. Matjessæsonen giver vanen tro travlhed hos fiskeindustrien i Hirtshals. Vital betydning Matjessæsonen er vital for de virksomheder i Hirtshals, som har specialiseret sig at producere sild med den helt rette surlage til det hollandske marked. Heide Fiskeeksport A/S skal næsten have halvdelen af årets omsætning hjem i de seks-otte uger, hvor matjessæsonen normalt løber. Det giver i forvejen sved på panden, men det er langt værre, hvis matjessæsonen nu bliver forkortet. - Vi ved ikke, hvordan sildene vil reagere, men hvis de holder op med at fylde fedtdepoterne op, så kan sæsonen blive kortere, siger produktionschef Jan Jensen hos Heide Fiskeeksport A/S. Heide Fiskeeksport har på forhånd solgt store dele af den mængde, som virksomheden forventer at producere. - Det er klart, at vi kan blive ramt økonomisk, hvis vi ikke får produceret den mængde, som vi forventer, siger Jan Jensen. Heide Fiskeeksport skulle gerne runde 3000 tons matjessild i løbet af de næste uger. De første 105 tons kom ind i fredags. I øjeblikket arbejder omkring 120 ansatte på højtryk i produktionen dagligt fra kl. 7-24.