Fodbold

Sen udligning holder vaklende USA på VM-sporet

USA var på vej til at lide et nederlag ude mod Honduras, men et mål kort før tid sikrede en vigtig udligning.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

FBL-WC-2018-HON-USA Foto: Scanpix/Johan Ordonez

Med en udligning fem minutter før tid i udekampen mod Honduras holdt USA's fodboldlandshold fast i håbet om at kvalificere sig til VM for ottende gang i træk.

Amerikanerne var ellers på hælene i kampen, der blev spillet natten til onsdag dansk tid.

Men kort før tid fik Bobby Wood udlignet til slutresultatet 1-1, så USA fortsat har VM-skæbnen i egne hænder.

- Det var et vigtigt point, siger USA's anfører, Michael Bradley, til nyhedsbureauet AP.

- På mange måder havde det intet med fodbold at gøre. Det handler om at overleve og håndtere alt, man får kylet i hovedet, at have en trup, der kan håndtere de sværeste situationer, siger han.

Resultatet efterlader USA på fjerdepladsen i VM-kvalifikationen i Nord- og Mellemamerika med ni point for otte kampe.

Fjerdepladsen udløser playoffkampe mod enten Syrien eller Australien fra Asiens VM-kvalifikation om en plads ved VM i Rusland næste år.

Panama, der vandt 3-0 hjemme over Trinidad & Tobago, har ti point og sidder i øjeblikket på tredjepladsen, der giver direkte adgang til VM.

USA mangler at møde netop Panama hjemme, inden amerikanerne slutter af med en udekamp mod bundholdet Trinidad & Tobago, der har tre point og ikke kan nå VM.

Dermed har amerikanerne stadig VM-skæbnen i egne hænder, selv om holdet har haft en meget svingende kvalifikation hidtil.

Honduras, der har været med ved de to seneste VM-slutrunder, har også ni point på femtepladsen.

Honduras har imidlertid et svært slutprogram med en udekamp mod Costa Rica og en hjemmekamp mod Mexico.

Costa Rica spillede 1-1 hjemme mod Mexico, der topper VM-kvalifikationen i Nord- og Mellemamerika med 18 point. Mexicanerne er allerede sikret deltagelse i Rusland.

Costa Rica har 15 point på andenpladsen og mangler et enkelt point for matematisk at have sikret VM-deltagelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst