Senatet baner vejen for at afværge amerikansk gældskrise

Det ser ud til, at Kongressen kan nå at hæve gældsloftet før 15. december som opfordret fra finansministeren.

Senatet i USA har torsdag godkendt det første af to lovforslag, der behøves for at hæve landets gældsloft.

Repræsentanternes Hus, som er det andet kammer i den amerikanske kongres, godkendte lovgivningen onsdag med stemmerne 222-212 med støtte fra en enkelt republikaner.

Det er demokraterne, der har flertal i Repræsentanternes Hus.

Torsdag var fordelingen i Senatet 59-35 med opbakning fra ti republikanere.

Landets præsident, Joe Biden, forventes at underskrive lovforslaget inden længe.

- Jeg er optimistisk for, at vi efter dagens afstemning vil være i en glidende udvikling mod at undgå en katastrofal misligholdelse, sagde Chuck Schumer, demokraternes ledende senator, inden afstemningen.

Finansminister Janet Yellen har opfordret Kongressen til at hæve loftet før onsdag i næste uge. Med resultatet i Senatet ser det ud til, at den er på vej til at nå dette.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.