Senatet stemmer gigantisk lovpakke om veje og broer videre

Ved en såkaldt procedureafstemning har et flertal i Senatet stemt for at gå videre med stor infrastrukturplan.

USA nærmer sig en vedtagelse af lovpakke om massive investeringer i landets infrastruktur. Mange veje og broer er nedslidte som følge af manglende vedligehold. Foto er fra Death Valley i Californien.

USA nærmer sig en vedtagelse af lovpakke om massive investeringer i landets infrastruktur. Mange veje og broer er nedslidte som følge af manglende vedligehold. Foto er fra Death Valley i Californien.

WASHINGTON D.C.: En lovpakke om investeringer for omkring 1000 milliarder dollar i USA's infrastruktur har ved en afstemning i Senatet fået tilstrækkelig opbakning til at blive taget videre i processen med at få forslaget vedtaget.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den såkaldte procedureafstemning i Senatet, hvor Demokraterne kan mønstre et flertal, skulle vise, hvor stor en opbakning der var til lovforslaget blandt de 100 medlemmer.

Forslaget endte med at få opbakning fra 67 senatorer, mens 32 stemte imod. Dermed kan selve debatten om lovforslaget begynde.

Tidligere onsdag sagde den republikanske senator Rob Portman, der har ledet forhandlingerne med Demokraterne, at Republikanerne var klar til at gå videre.

Lovpakken vil blandt andet sikre 550 milliarder dollar til at renovere og opføre broer, veje, jernbaner, vandledninger, dæmninger og andre konstruktioner.

USA har i modsætning til Europa og Kina i mange årtier undladt at investere nok i infrastruktur.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.