Senatet takker igen nej til republikansk budgetforslag

Striden mellem republikanere og demokrater fortsætter, mens deadline for enighed i Kongressen nærmer sig i USA

Udland 30. september 2013 20:53 - Opdateret 30. september 2013 20:55

Senatet takker igen nej til republikansk budgetforslag

Det folkevalgte amerikanske Senat har mandag aften dansk tid nedstemt Repræsentanternes Hus' seneste budgetforslag. Det skriver flere udenlandske nyhedsbureauer.

Dermed er der endnu ikke udsigt til, at demokrater og republikanere når til enighed om en midlertidig finanslov, inden deadline for en aftale passeres ved midnat lokal tid. Det vl betyde, at den amerikanske stat ikke længere har lov at bruge penge.

En af de ting, der blokerer, er den fortsatte strid om præsident Barack Obamas sundhedsprogram, kaldet Obamacare.

Programmet skal træde i kraft nu, men republikanerne er modstandere af den offentlige indblanding i amerikanernes helbred. De benytter budgetstriden til at lægge hindringer i vejen for Obamacare.

I et budgetforslag fredag sagde Repræsentanternes Hus, der er domineret af republikanere, ja til budgettet, men havde så pillet hele Obamacare ud af det. Det blev sendt til Senatet, hvor det demokratiske flertal sagde nej.

Repræsentanternes Hus vedtog herefter et nyt forslag, og her var Obamacare ikke pillet ud. Det var til gengæld suspenderet i et år.

Men det forslag valgte Senatet altså mandag aften også at takke nej til.

Obama udtrykte tidligere mandag aften et håb om, at parterne vil kunne nå til enighed.

Hvis det ikke lykkes, må omkring én million offentligt ansatte i ikke-livsnødvendige funktioner indstille sig på at blive hjemme fra tirsdag.

Men områder som typisk hører under delstater eller kommuner såsom skoler, politi og sygehuse vil ikke blive ramt.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...