EMNER

Send marxister på pension

En ny og ultrarød samfundsfagsbog er netop udgivet af Gyldendal.

”Demokrati, magt og politik i Danmark” hedder bogen af Peter M. Christiansen og Asbjørn S. Nørgaard, som lærer om samfundet og de politiske partier ud fra de socialistisk/humanistiske forudsætninger og ikke på partiernes egne præmisser. Allerede nu kan det vel næppe undre, at bogen sætter Dansk Folkeparti i kategorien ”Intolerance”, mens Venstre og Det Konservative Folkeparti lander under ”Økonomisk ulighed”, men også lidt under ”Intolerance”. Naturligvis lærer Christiansen og Nørgaard, at Enhedslisten, tæt forfulgt af Socialistisk Folkeparti, er topscorer på ”Tolerance” og ”Økonomisk lighed”. Christiansen og Nørgaard kunne ligeså godt have sat partierne på en God/Ond-skala, men selvom forfatterne er så simple, ligger der mere teori bagved. Begrebet tolerance blev dyrket af de selverklærede oplysningsfilosoffer og datidens radikale bevægelser, som stræbte efter magten for at modellere samfundet i deres billede, og de krævede ret til at have deres tanker i fred. Nihilisterne dyrkede ligheden og ligegyldigheden som en afgud. Marxisterne antog, at mennesket besidder en spontan godhed, ligefremhed og medfølelse, som undertrykkes af såkaldte sociale konstruktioner som nationalitet, troen og retsordnen, hvilket er hindringen for opblomstringen af en kosmopolitisk syntese, en harmonisk verdensenhed, skabt af kulturernes bedste fællestræk. De kulturradikale ville befri mennesket for kulturen og troens tvang. De radikale bevægelser er bare ikke tolerante i 1700-tallets betydning, for de er selv missionerende, og tilmed totalitære, da de opfatter deres ideologi som videnskabeligt beviste sandheder, almengyldige og ukrænkelige naturlove. P.g.a. den humanistiske ideologis sandhedsværdi begår Christiansen og Nørgaard den akademiske synd, at forklare de borgerlige partiers verdensanskuelser på den humanistiske læres præmisser. Det er jo sådan verden er! Men det er meningsløst, at forklare Det Konservative Folkepartis politik med begreberne IN-tolerance og U-lighed. Derfor er Christiansen og Nørgaards samfundsfagsbog ikke så meget et stykke papiraffald, som den er rendyrket nymarxistisk propaganda, som ingen seriøs dansk skole bør anskaffe sig. Jeg mindes en oplevelse med min egen røde geografibog i tredje klasse, da vi lærte om livet i alverdens riger og lande. Om livet i Sovjet Unionen stod der (dog husker jeg ikke længere ordlyden, kun meningen): "I Sovjetunionen bliver ingen udnyttet, alle er lige og lever i fred, lykke og harmoni". Selvom vi i 1991 kun var 10 år, var socialismens fallit så åbenlyst, at en klassekammerat spurgte lærerinden, hvorfor der stod det? Vores lærerinde svarede, at det var noget vrøvl, og at hun ikke vidste, hvorfor der stod sådan noget i en skolebog. Nu blot 20 år efter jerntæppets fald propaganderes den marxistisk-humanistiske sandhed atter i skolevæsenet. Hvad mere er, tegner konturerne af socialstatens fald sig nu også. Samfundets aldring, tvangsindvandringen og tvangsintegrations bankerot, de af overdrevne finanspolitiske lempelser – seddelpressens nytrykte penge – opblæste prisboblers punkteringer, den danske stats 60/100-deliges forbrug af nationalindkomsten. Nyerere, som for Danida-penge tvangskollektiviserede masaierne på kollektivlandbrug, såkaldte Ujamaa’er, nød Anker Jørgensens uforbeholdne beundring. Nymarxismen og kulturradikalismens seneste statslige eksperimenter med multikulturalisme i Europa og integrationstvang for ågerbeskattede borgeres penge er ingen undtagelse i denne ulykkelige række af ideologier. Derfor er det på tide at komme til fornuft og sende ideologer som Christiansen og Nørgaard og deres bøger på pension fra samfundsdebatten, hvor de hører hjemme.