Sender fisk i alle verdenshjørner

OVENordic Seafoods grundlægger, direktør Alex Jensen forventer omsætning vokser til over 2 mia. kr.

Poul Christoffersen,
Adm. Direktør Alex Jensen, Nordic Seafood fyldte 60 år 24. juli .
Tall ships races 6. august 2010 14:13

- Vi har taget de rigtige beslutninger på rigtige tidspunkter. Og heldet var med os, da finanskrisen satte ind i oktober 2008. Vi har lidt tab på grund af den, men vi har undgået de helt store tab på kunder, der ikke kunne betale. Sådan lyder en af forklaringerne, når adm. direktør Alex Jensen i en alder af 60 år gør status over 22 år som grundlægger og leder af Nordic Seafood i Hirtshals. - Nordic Seafood har været en fantastisk succes, og virksomheden er fortsat i vækst. Enten i år eller næste år når vi op på en årsomsætning på 2 mia. kr, siger han. Uformel reception Så i dag fredag kan Alex Jensen fejre 60 års dagen i sidste måned med en uformel reception på virksomheden i bevidstheden om, at den er sluppet helskindet gennem finanskrisen. Også selv om den gav et midlertidigt tab på 20 procent af omsætningen, da kreditforsikringerne blev opsagt. Sidste år lå omsætningen på 1,7 mia. kr. - Vi mistede 100 procent af omsætningen i Østeuropa på grund af krisen, og indtil nu har vi kun fået 30 procent tilbage, tilføjer han. Stærke alliancer Nordic Seafoods nuværende vækst foregår især på det globale marked, og grundlaget for den blev lagt i 2006, hvor japanske Nippon Suisan og Sealord Group fra New Zealand blev hovedaktionærer i den danske virksomhed. - Vi havde skabt en stærk salgsorganisation i Europa for frosne fisk og skaldyr, og det var en sådan virksomhed de ledte efter for at afsætte deres varer. Vi fik adgang til deres råvarer, forklarer Alex Jensen, som også havde et andet motiv til at sælge Nordic Seafood: - I en alder af 56 begynder man at tænke på et generationsskifte. Vi solgte for at sikre fremtiden for virksomheden. Det gav os globale alliancer. På det tidspunkt lå omsætningen på 550 mio. kr., og der var 55 ansatte. Sats på at få partnere En anden nøgle til Nordic Seafoods udvikling til at blive en af Europas største udbydere af frosne fisk og skaldyr fra hele verden er, at ledelsen bevidst har satset på at gøre nøglemedarbejdere til partnere i en af virksomhedens efterhånden 12 datterselskaber. - De er basis for den succes vi har fået, og de får del i udbyttet af successen ved at blive partnere, lyder forklaringen. Koncernens datterselskaber har hver deres specialer, og det første blev etableret i Tyskland, hvor to tyske nøglepersoner blev partnere. Resten er spredt i Europa og med et enkelt i Sydamerika. Der er i dag 100 medarbejdere i Nordic Seafood mod 10 ved etableringen i 1988, hvor grundlaget for den nye virksomhed var jomfruhummere fanget i Nordsøen.Nu lagerfører den over 1000 varianter af fisk og skaldyr. Naturen trak At etableringen skete i Hirtshals og ikke en af de andre nordjyske havne med landing af hummere forklarer Alex Jensen sådan: - Det var den fiskerihavn, hvor jeg kunne tænke at se mig selv i fremtiden. Jeg er nordjyde med en opvækst i Himmerland, og jeg kan li' naturen heroppe. Og for Nordic Seafoods forbliven i Hirtshals trods det globale marked er det kommet til at vejen tungt, at motorvejen giver en let adgang hertil. - Og så er det heller ikke uvæsentligt for mig, at det er let at komme til Aalborg, hvor jeg fik min uddannelse. Ved min fødselsdag kørte min familie og jeg ned for at se på Tall Ships Race. Alex Jensen er engageret i den by har bor i. Således var han blandt initiativtagerne til at sikre Hirtshals Fyrs nuværende rammer. - Det har skabt et engagement og socialt samvær mellem de frivillige, som sørger for at fyret er åbent for publikum, slutter han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...