Nørresundby

Senior-fødselar springer ud igen

NØRRESUNDBY:Alder er absolut ingen hindring for at kaste sig ud fra en flymaskine og dale fra skyerne i det store frie fald. Det beviste 91-årige Peter Hovn fra Pandrup, da han i går foldede sig ud i sit livs andet faldskærmsudspring. Og ligesom med debuten sidste år foregik det fra Q Faldskærmscenter ved Aalborg Lufthavn. - Det gik fint, og det var jo dejligt vejr, fortæller faldskærmsudspringeren, der rundede de 91 år i fredags. - Og det er endnu bedre anden gang, fordi man ved mere om, hvad der venter og hvad, der vil ske. Sidste år debuterede Peter Hovn i skyerne i forbindelse med sin 90-års fødselsdag, og i det forgangne år har han haft fødderne plantet solidt i den nordjyske muld. Men senioren vil nu ikke afvise muligheden for, at han ifører sig vingerne igen, når der til næste år skal pustes lys ud fødselsdagslagkagen. - Ja, det kan da godt ske. Men foreløbig tager vi nu en dag af gangen, siger den højtflyvende fødselar.