Senior med mod på livet og jobbet

69-årige Mogens From kan ikke forestille sig et liv uden arbejde - og han elsker af levere god kundeservice.

Lars Høj
Mogens From har masser af gå-på-mod.Foto: Kurt Berin
Sundhed 12. september 2011 12:57

- Aarh du, jeg snupper nok 30 år mere, siger Mogens From med et grin og fortsætter: - Jamen, jeg har jo stadig masser af energi og lyst til at gå på arbejde og lære noget nyt. Og jeg tænker egentlig ikke andeledes end da jeg var ung. Faktum er, at Mogens From sagtens kunne gå hjemme og nyde et roligt pensionistliv - med lidt rengøring og madlavning til hustruen, der stadig er på arbejdsmarkedet. - Det har jeg prøvet, og det var ikke nogen god oplevelse, når man nu elsker at have et job at passe, siger han. Jobglæde hos Boxit Derfor finder man tre dage om ugen Mogens From hos Boxit i Hjørring, hvor han sælger lagerplads til værdigt trængende - folk i flytterod, skilsmisse eller hvad årsagen til behovet for lidt lagerrum måtte være. Og han udstråler i den grad, at det er dejligt med kundekontakt. - Folk skal føle, at det er dejligt at komme her, siger Mogens From, som ofte får en meget personlig historie bag flyttelæsset med i aftalen. - Det er lidt som at være bartender. Man hører meget sådan et sted som Boxit, og det bliver selvfølgelig mellem mig og kunden, siger han. Lang karriere på havnen Mogens From har i mange år været en kendt skikkelse i det nordjyske erhvervsliv. Efter 15 år som direktør for Nyfrost i Hirtshals, otte år som markedschef for Hanstholm Havn og tre år i en lignende stilling for Hirtshals Havn ved han noget om begrebet kundeservice. Og han har meget svært ved at se sig selv holde op med at levere den slags. - Når man i 40 år har været bundet op af en arbejdsuge med ledelsesopgaver, strategier, møder og alt muligt andet og været glad for det hele vejen, er det ikke sådan at slippe. Og da jeg som 66-årig gik hjemme i nogle måneder, kunne jeg mærke, at jeg slet, slet ikke var færdig med arbejdslivet. Og så måtte jeg jo til at læse stillingsannoncer, siger han. Det handler om livskvalitet Selv om 70-års dagen nærmer sig, har Mogens From ingen umiddelbare planer om at stoppe. - Man skal selvfølgelig finde en balance og stoppe i tide. Jeg skal jo ikke være en lallende idiot, der skal sparkes ud, siger han i erkendelse af, at der nok ligger et stop på et tidspunkt. Men foreløbig finder han sin livskvalitet i noget helt enkelt: - Min livskvalitet ligger i at stå op og mærke, at jeg har et godt helbred. Og så gå på arbejde, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...