Senior Shop i Haverslev lukker

Sygdom tvinger Jonna Koudal til at afhænde sin mobile tøjbutik samt stationære udstilling

EMNER 13. december 2002 07:00

HAVERSLEV: Kun 11 måneder efter, at Jonna Koudal fra Haverslev begyndte som rejsende i tøj for den lidt mere modne kundegruppe, tvinger en dårlig tommeltot efter et cykelstyrt hende nu til at sælge sin mobile tøjbutik, Senior Shop. Hun er franchisetager i det skandinaviske tøjkoncept og har haft et stort geografisk kundeområde. Det har betydet lange køreture i kassevognen rundt i hele Himmerland, Mors, Salling og Djursland til både aktivitetscentre, plejehjem og foreninger med modeshow for det modne publikum på programmet. - Men efter styrtet på cyklen i august vil min tommeltot ikke makke ret, og jeg går med den i gibs. Måske bliver det nødvendigt med en operation for at få tommeltotten til at gro sammen og dermed undgå faren for fremtidig slidgigt i håndleddet. Der betyder alt sammen, at jeg muligvis først bliver i stand til at komme ud at køre bil igen på landevejene på fuld styrke engang til foråret. Det dur simpelthen ikke i længden, og derfor har jeg set mig nødsaget til at sælge min forretning, fortæller Jonna Koudal med ærgelse i stemmen. Beholder butik I august måned åbnede hun en stationær udstilling af sin mobile tøjkollektion i det gamle nedlagte autoværksted i Jyllandsgade i Haverslev, hvor hun siden har haft åbent for publikum hver lørdag formiddag. - Trods sygdom er det dog min plan at videreføre butikken med åbent nogle dage om ugen suppleret med andet arbejde. Men med mit stop som tøjforhandler for Senior Shop skal jeg have planlagt andre varer i butikken, muligvis modetøj for et yngre kvindeligt publikum suppleret med naturprodukter eller andet, forklarer Jonna Koudal og tilføjer: - Men i første ongang koncentrerer jeg mig om at få afhændet min rullende forretning inklusiv varelageret med en forventet overtagelse for ny ejer efter nytår, inden jeg går i gang med konkrete projekter for nyt vareudbud i min butik i Haverslev og et supplerende arbejde ved siden af.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...