Seniorbio venter 400 julegæster

Der er tradition for, at julemanden byder gæsterne velkommen til Seniorbiografen i december. Privatfoto

Der er tradition for, at julemanden byder gæsterne velkommen til Seniorbiografen i december. Privatfoto

Der er tradition for, at Seniorbiografen i Skørping slutter første halvdel af sæsonen med et julearrangement, der byder på film, stort julekaffebord og underholdning.

- Og der er så stor interesse i år, at vi allerede har måttet lave en ekstra forestilling. Hvis der bliver fuldt udsolgt til dem alle, betyder det, at vi får 400 gæster, siger Erling Junker Holst:

Mandag 5. december er det Ældre Sagen i Rebild Kommune, som skal i Seniorbiografen, onsdag 7. december kommer 3F’s Efterløns- og Seniorklub, og torsdag kommer blandt andre Onsdagsklubben i Støvring.

- Vi regner med, at der bliver udsolgt de tre dage, og vi har derfor lavet en ekstra forestilling tirsdag 6. december, og den er åben for alle, fortæller Erling Junker Holst.

Traditionen tro bliver de mange gæster modtaget i døren af julemanden, og i biografsalen bliver julen spillet ind af blandt andre Per Iversen fra Støvring.

Årets film er "Lægen fra Chaussy" med Francois Cluzet i hovedrollen. Den er set af næsten to mio. i Frankrig og har danmarkspremiere torsdag 8. december. Altså får Seniorbiografen igen en snigpremiere.

3F’s Efterløns- og Seniorklub har arrangeret frokost efter filmen, men de øvrige tre dage bliver der kaffe- og kagebord.

Bagefter går man igen ind i biografsalen, nu til en lille times underholdning med musik og sang. Mandag og torsdag medvirker børnekoret fra Julemærkehjemmet i Hobro, hvorfra forstander Lise Claesson også vil fortælle om arbejdet med børnene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.